Af Kirsten Sarauw (præst og psykoterapeut) og Britta Mogensen (mag.scient. i antropologi), Kronik, Kristeligt Dagblad, 14. jan 2010.

Kritik af visse totalitære, inhumane og ikke mindst kvindeundertrykkende sider af den islamiske politisk-religiøse ideologi er ikke "anti-muslimsk", men til gavn for vore muslimer og deres ret til et ligeværdigt og velintegreret liv i Vesten.

KORT FØR JUL fremkom Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, i et interview på bloggen Snaphanen med nogle groft generaliserende udsagn om vold, voldtægt og incest i muslimske familier, som han virkelig fortjente at få på puklen for. Det fik han så. Og mere til.

Under ingen omstændigheder bør krænkende generaliseringer om grupper af mennesker finde sted. Det har Hedegaard da også beklaget og korrigeret. Men midt i den almindelige forargelse skal det ikke overses, at Hedegaard har peget på et alvorligt problem ikke bare for integrationen af muslimer i den moderne vestlige kultur, men for hele den muslimske verden, nemlig kvindernes manglende ligestilling og den udbredte vold mod kvinder og børn inden for den muslimske kulturkreds.

Af Kirsten Sarauw, Kristeligt Dagblad d. 10.12.2009.

- Til hr. Ramadan og resten af den forargede islamiske verden er der blot at sige: Fej først for egen dør, inden I håner europæernes angivelige "snæversyn" og "mistro", skriver Kirsten Sarauw.

I GLOBALT SET i Kristeligt Dagblad den 2. december tolker professor Tariq Ramadan udfaldet af den nylige folkeafstemning i Schweiz, hvor et flertal stemte for forbud mod minareter, som en "national modstand mod europæiske muslimers nye synlighed. Minareterne er blot et påskud."

Bedrøveligt nok, tænker jeg, at hr. Ramadan har fuldstændig ret. Minareterne blev - som de magtfulde symboler på islams tilstedeværelse, de er - virkelig et påskud for schweizerne til at vise deres bekymring over den voksende islamisering af deres land.

Af Katrine Winkel Holm, Kronik i Jyllands Posten, 7. okt. 2009.

Mens Københavns biskop holder vennemøder med stormuftier og stenings-imamer, sætter kristne hver dag livet på spil ved at blive døbt i den treenige Guds navn. Hvorfor virker de kristne kirker så ligeglade med kristenforfølgelser? spørger Katrine Winkel Holm.

For kristne, der konverterer fra islam, er dåben den afgørende prøve for deres tro. Her udtrykker de offentligt deres nye loyalitet over for Jesus og deres ønske om at følge ham selv ind i døden. Efter dåben er der ingen vej tilbage, dåben er det afgørende brud og derfor også ofte det øjeblik, der indleder forfølgelsen af konvertitten.

Denne højtidelige formulering er ikke min egen; ordene er Patrick Sookdheos, der er leder af den såkaldte Barnabas Fund, der hjælper forfulgte kristne over alt i verden.

Lørdag den 26. september besøgte Sookdheo København i anledning af en konference om vantro i islamiskdominerede samfund, arrangeret af Islamkritisk Netværk i Folkekirken og Trykkefrihedsselskabet. Vi ville gerne høre Sookdheo fortælle om kristnes trosfrihed og ytringsfrihed i islamisk dominerede områder.

Af Kirsten Sarauw, Kronik i Kristeligt Dagblad, 2. Juli 2009.

I et indlæg her i avisen den 29. maj gør forfatteren Leif Hjernøe sig til varm talsmand for, at de irakiske asylsøgere skal få lov at forblive i Danmark. Hans argumentation munder ud i en appel til "at tænke nok så meget på den ånd, hvori vores love er udformet, som på ordlyden".

Som kristeligt belæg for et sådant nyt "åndeligt" fortolkningsprincip i vores retsvæsen anfører Leif Hjernøe et bibelcitat (2. Kor.3, 4-6), som munder ud i de berømte ord: "for bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende". Citatet udlægger Leif Hjernøe selv på følgende måde: "Ja, sådan bør det være mennesker imellem: Love er til for at kunne brydes når som helst, hvor de viser sig ikke at være til for menneskers skyld!"

En sådan fortolkning og brug af Paulus dækker måske i virkeligheden meget godt tankegangen hos de mange kristne støtter af pressionsgrupperne, som i disse måneder blandt andet via ulovlig kirkebesættelse arbejder for at få omstødt de lovlige myndigheders afgørelse af asylsøgernes sager.

Af Carsten Breengaard, lektor emeritus, dr.theol., indlæg i Kristeligt Dagblad, 6. juni 2009.

Polemik er jo godt, men klarhed er måske alligevel bedre. Efter debatten om den islam-respekterende Peter Grønlykkes teologi eller mangel på samme skal der nok være skabt en del uklarhed i menighederne.

To fremtrædende medlemmer af Islamkritisk Netværk, Henrik Bang-Møller og Thomas Reinholdt Rasmussen, har prøvet at fiksere forholdet mellem kristendom og islam som et spørgsmål om lovreligion (islam) kontra ikke-lovreligion (kristendommen). Deres hovedargument har været en henvisning til Paulus' ord i Romerbrevet om Kristus som lovens ende/ophør. Voila! - og så skulle sagen vel være afgjort. Hvad kan i en luthersk kirke bestå mod et Paulus-citat?

Af Katrine Winkel Holm og Jesper Bacher.

"I sidste instans er enten Muhammeds Allah eller vor Herre Jesu Kristi Fader pure opspind af den menneskelige hjerne"
Jens Christensen (i bogen: Konfrontation, Tidehvervs Forlag, 1989, s. 399).

I Præsteforeningens Blad 2008/43 tager Theodor Jørgensen en række dokumenter under behandling. Det drejer sig mere konkret om de 138 muslimske lederes brev fra i fjor og de danske svar fra henholdvis Danske Kirkers Råd, en række lutherske teologer og fire biskopper i folkekirken. Der uddeles ris og ros, og Theodor Jørgensens teologiske hu står så afgjort til brevet fra de 138 og det applauderende svar fra Danske Kirkers Råd, der kaldes værdigt, mens de øvrige svar, for nu at sige det pænt, skønnes knapt så beundringsværdige. Da undertegnede er ansvarlige for forfattelsen af teologernes brev, som i øvrigt nåede at få tilslutning fra 101 teologer, er det følgerigtigt, at vi svarer i denne sammenhæng. Svaret står naturligvis udelukkende for vores egen regning.

Ifølge Theodor Jørgensen gør vi os skyldig i noget så grimt som "mistænkeliggørelsens hermeneutik". Nu kunne man imidlertid få den mistanke, at beskyldningen for mistænkeliggørelsens hermeneutik også vil mistænkeliggøre. Men uagtet mistænkelige tanketorsk finder vi det oplagt at pege på de fuldstændig åbenlyse modsætninger mellem kristendom og islam og fokusere på de 138s larmende tavshed om de omfattende kristenforfølgelser - og chikanerier, som foregår med eksplicit begrundelse i islam. Må vi i stedet anbefale en alternativ hermeneutik, nemlig "de åbne øjnes hermeneutik", som forholder sig til klare tekster, faktiske forhold og konkret praksis? Man kan f.eks., kaste et blik på brevet fra de 138, der hævder, at der gives en fælles grund mellem kristendommen i kærligheden til Gud og næsten: "Således bliver Guds enhed, kærligheden til ham og kærligheden til næsten, en fælles grund…" (Se note 1)

Gør det nu også det? Netop forståelsen af Guds enhed, er da det punkt, hvor vandene for alvor skiller mellem kristendommen og islam. Det kræver teologisk eskapisme af rang at se bort fra dette forhold eller måske en strategisk/missionsarisk overvejelse hos brevskriverne? Den engelske Barnabas Fund, en kristen NGO, som hjælper den forfulgte kirke, har i sit svar - som givet ikke vil falde i Theodors Jørgensens smag - gjort opmærksom på, at brevet også kan ses som et klassisk eksempel på islamisk da`wa eller mission. (Se note 2) (I parentes bemærket er det betegnende, at det begejstrede svar fra Danske Kirkers Råd modtog anerkendende ord fra den notoriske treenighedsfornægter Steen Ribers…). (Se note 3)

I indledningen til brevet fra de 138 henvises til Sura 3,64 som et slags dictum probans for henvendelsen til den globale kristenhed. Den lyder bl.a: "Sig, I Skriftens folk! Kom, lad os enes om et ord, der er fælles for os og jer: At vi tjener Gud alene, at vi ikke sætter noget ved Hans side, og at ingen af os tager nogen anden til Herre foruden Gud!". (Se note 4)

Af Adam S. Francisco^{(note 1)}.

Nedenstående er oversat pga. dens klare fremstilling af islamisk teologi og hvilke konsekvenser det har for muslimers muligheder for at forstå og indgå i samtale med andre religioner og trossamfund.

Originaltitel: 'The Relevance of Islamic Theology', fra 'LOGIA, A Journal of Lutheran Theology', vol.XVIII, no. 4, 2009, - et særnummer med titlen 'Wittenberg & Mecca'. - se LOGIA's hjemmeside på www.logia.org
Oversat med tilladelse fra LOGIA ved Senior Editor Michael J Albrecht, mail af 18.nov.2009, af cand.theol. Lars Brinth, stiftsbibliotekar, Nørregade 12,2.th., 9000 Aalborg, This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it

Islam er - og vil altid være - én af kristendommens største udfordringer^{(note 2)}. Der er selvfølgelig andre påtrængende udfordringer, men uanset hvordan man prioriterer dem, bør islam stå højt placeret på listen. Det er der mange grunde til. Demografi, økonomi og geopolitik spiller alle en vigtig rolle^{(note 3)}, - men udover fra de mange spørgsmål de rejser, så er der en dybere grund, som kun langsomt begynder at løfte sit fæle ansigt^{(note 4)}: islamisk teologi.

Det kan lyde ekstravagant eller overspændt, men tænk på følgende: islam markedsføres som en fredelig altomfattende religion, som understøttes af naturlig og rationel teologi. Endvidere fremfører islam sig i stadig højere grad som et korrektiv til excesser og innovationer, som har fundet vej til kristendommen. For ganske nylig har muslimske apologeter citeret vestlig videnskab - lige fra Walter Bauers Orthodoxy and Heresy in Earliest Christianity [Rettroenhed og kætteri i den tidligste kristendom] til Bart Ehrmans Misquoting Jesus [Fejlcitering af Jesus] - for at støtte disse teser. Derfor, som Abdul Saleeb udtrykker det, har muslimer ..... en stærk følelse af intellektuel berettigelse i deres afvisning af ortodoks kristendom. De kan pege på det faktum, at de teologiske udfordringer de har givet kristendommen i det meste af islams historie, er blevet gentaget i den vestlige liberale tradition i de sidste mindst tohundrede års bibelske studier^{(note 5)}.

Af Scott E. Benjamin^{(note 1)}.

Scott. E. Benjamins^{(note 2)} artikel giver – også mellem linjerne – et billede af, hvorledes man i konservative lutherske kredse i Amerika tænker om sit land, sin tro og sit forhold til amerikanske muslimer.

Originaltitel: ‘Reaching American Muslims’, fra ‘LOGIA, A Journal of Lutheran Theology’, vol. XVIII, no. 4, 2009, - et særnummer med titlen ‘Wittenberg & Mecca’, - se LOGIA’s hjemmeside på www.logia.org
Oversat med tilladelse fra LOGIA ved Senior Editor Michael J Albrecht, mail af 18.nov.2009, af cand. theol. Lars Brinth, stiftsbibliotekar, Nørregade 12,2.th., 9000 Aalborg, This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it

Martin Luther skrev: ’Så medens Muhammed (på grund af Guds vrede og ved Hans bestemmelse) fejrer sejre, succes, herredømme og ros fra verden, så bærer vi kristne vor Herres kors, med forventning om lyksalighed, ikke i dette liv, men i det kommende. Almindelige mennesker prøver, drevet af deres lavere instinkter, at undgå korset og søger hellere dette livs ligegyldige glæder. Muhammed forfægter dette i sin koran^{(note 3)}.’ Det rejser spørgsmålet, om der findes en måde at udnytte det muslimske fokus på succes i denne verden til at få adgang til de amerikanske muslimske samfund. Roy Oksnevad, som har viet sit liv til at prædike evangeliet for muslimer, taler for, at kristne ikke bør begynde med at tale om evangeliet, - som øjeblikkeligt vil afskære videre samtale med muslimer, - men derimod tage udgangspunkt i ’hvordan mennesker erfarer livet på denne jord^{(note 4)}’. Hvis en sådan fremgangsmåde er tilforladelig, så har lutheranere en enestående tilgang foræret. Det er mit udgangspunkt [her], at den lutherske lære om de to riger giver et redskab til at komme i dialog med amerikanske muslimer, netop fordi den handler om menneskets handlinger og om Gud, som den ene hersker over alle.