Endnu en gang var det fra oplysningen at de kræfter udgik, som bevarede de arabiske studier og orientalistikken overhovedet fra den fuldstændige forstening, som truede den fra midten af det 18.århundrede. Den for oplysningstiden kendetegnende interesse for det naturlige, det sanseligt iagttagelige, og som i naturvidenskaberne foretrak empirismen [erfaringen] og de mekanisk-matematiske metoder, opdagede nu i orienten en skønhed, som endnu ingen europæer havde opfattet. Denne æstetiske retning træder tydeligst frem hos William Jones, forfatteren til Poeseos Asiaticae Commentarii ['Asiatiske digte kommenterede'] og grundlæggeren af Asiatic Society of Bengal.

William Jones (1746 - 1794)  stammede på mødrene side fra Wales og kunne takke sine keltiske aner for et udpræget kunstnerisk, især musikalsk, talent, såvel som et stort sprogtalent: han mente man kunne mestre ethvert sprog på et halvt år. Men det rent sproglige interesserede ham ikke, han betragtede det blot som et middel til at kunne påskønne fremmed litteratur. Hans tidligt vågnede kærlighed til orienten, stimuleret af læsningen af 1001 nat, ansporede ham til i sin studietid i Oxford, og uden fremmed hjælp, at lære arabisk, persisk og tyrkisk; senere fik han så mulighed for at samarbejde med en kristen syrer fra Aleppo, som han havde lært at kende i London. Desuden beskæftigede han sig med kinesisk og af europæiske sprog forstod han tysk, fransk, italiensk, spansk og portugisisk. Efter afsluttede studier overtog han en plads som huslærer i en adelig familie, fik derigennem adgang til Londons førende kredse og han fandt snart lejlighed til at drage nytte af sine persiskkundskaber. Kong Christian VII af Danmark medbragte nemlig, under et besøg i London, et persisk håndskrift og ytrede ønske om, at det måtte blive oversat til fransk; det indeholdt hofhistorikeren Mahdi Hans nedskrevne beretning om Nadir Shahs historie, hvis sejrstog og nederlag Europa havde fulgt med forundring og sindsoprør. Jones overtog opgaven og leverede på kort tid en oversættelse, som udkom i 1772 og som allerede det næste år kom i en engelsk og en tysk udgave.  Det rent historiske interesserede ham ikke, - han fandt opremsningen af de krigeriske begivenheder trættende, [men] så meget mere begejstredes han af originalens svulstige forsirede prosa. I Londons selskabsliv lærte han i 1768 desuden grev Rewiczky (1737 - 1793) at kende, en diplomat fra Wiens hof, som havde beskæftiget sig med arabisk, persisk og tyrkisk under sit ophold i Istanbul og var en begejstret beundrer af orientalsk digtning. De to unge mænd førte fra 1768 til 1770 en lang brevveksling , hvori de med ungdommens entusiasme berusede sig i den orientalske digtnings skønhed. Rewiczky gjorde i sin Specimen poeseos Asiaticae i 1771 vesten nærmere bekendt med Hafiz, af hvem der hidtil kun forelå den første gazel ["digt"] på tryk, - idet han udgav 16 gaseler i persisk original, i en gendigtning på latinske vers, samt ledsaget af en ordret latinsk parafrase og belyst i udførlige anmærkninger (hovedsageligt hentet fra Sudis kommentar). Jones udgav i samme år en persisk grammatik, som blev oversat til fransk i 1772 og endnu i 1845 blev genudgivet af Garcin de Tassy. 1774 udkom så det værk, som med ét skulle gøre ham berømt, hans Poeseos Asiaticae Commentariorum libri sex ['Kommentar til Asiatiske digte i seks bøger'], som Eichhorn tre år senere gjorde bekvemt tilgængelig for det tyske publikum ved et genoptryk.  Jones havde allerede påbegyndt arbejdet som 21-årig, ansporet af Biskop Lowths (1710 - 1787) berømte Praelectiones de Sacra Poesi Hebraeorum ['Forelæsninger om den hebræiske religiøse ('hellige') digtning']. Hvad Lowth havde gjort for det gamle testamente, ville Jones gøre for den samlede asiatiske digtning: han ville gøre dens poetiske skønhed begribelig for læseren. Ganske vist var et sådant forehavende, selv for hans vidtfavnende kundskaber, for omfattende og selv om han citerer et kinesisk digt i det indledende første kapitels almindelige oversigt (s. 6 (8)) og endog nævner den ætiopiske digtning , så indeholder værket nu i hovedsagen kun en fremstilling af den islamiske verselære og digtekunst. Den behandler de 16 arabiske versemål (kap.2), samt kasiden (kap.3) og gazel'en (kap.4), dernæst talefigurerne og stilmidlerne (kap.5-11), så de digteriske genrer (kap.12 - 18), nogle nødtørftige bemærkninger om arabiske, persiske og tyrkiske digtere (kap.19) samt til slut et kapitel (kap.20) om den ophøjede, den blomstrende og den enkle stil. De belysende eksempler er mest taget fra den arabiske og persiske, sjældnere den tyrkiske digtning; dertil anføres citater fra koranen og fra det gamle testamente, fortrinsvis til belysning af den ophøjede stil. Da Jones, som ægte søn af oplysningstiden, stiltiende forudsætter at alle mennesker af natur er ens, også i spørgsmål om kunstnerisk smag, så overtager han den antikke teori om digtekunsten uden betænkeligheder. De arabiske versemål fremstilles ikke blot ligesom antikkens, med lange og korte stavelser, men bliver også efterlignet i latinske huskevers, fx en tawil:

Amator / puellarum / miser sae / pe fallitur
Ocellis / nigris, labris / odoris, / nigris comis
[Pigernes elsker, narres ofte ynkeligt,
ved de sorte øjne, læberne, duften, det sorte hår]

De arabiske fagudtryk bliver ofte ret vilkårligt identificeret med den antikke teoris udtryk (fx qasida med idyllium). De antikke rhetorer [talere] citeres rigeligt, og der anføres paralleller fra den græske og latinske digtning i rigt mål. Så ringe er fornemmelsen for det enkelte folks eller en bestemt tidsperiodes særlige stil, at ikke sjældent enkelte steder bliver gendigtet i antik form, fx en kaside af Ibn Farid i elegante disticher s.84 (99), en episode fra Shah Name til hexametre à la Aeneiden s.251 (304), Mesihis forårsdigt i trochæiske septenarer efter forbillede i Pervigilium Veneris s.227 (274), en af Hafiz's gazel'er med 13.ode af Horaz som forbillede s.89 (104). To andre digte af Hafiz gengiver Jones på græsk, den ene gang som af Anakreon s.179 (215), den anden, med Theokrit XXIII som forbillede, i æoliske daktyler s.92 (108). Som et typisk produkt af oplysningstiden udøvede værket ved sin fremkomst en stærk virkning: det gav for første gang et overblik over den islamiske digtning, gav de første eksempler fra Firdausis Shah Name, henviste udtrykkeligt til Hafiz og tog i et særligt kapitel (kap.IX) stilling imod den mytiske fortolkning af den persiske kærligheds- og vinlyrik. Han formidlede et overblik over den samlede arabiske digtning fra Mu'allaqat og Banat Su'ad, over Abu Nowas, Ibn Mu'tazz og Abu'l-Ala', til Ibn Farid og andre digtere fra den efter-klassiske tid. Med ham begyndte den æstetiske værdsættelse af den arabiske digtning, som skulle nå sit højdepunkt i romantikken, og i midten af det 19.århundrede blive afløst af den grammatiske og så af den historiske tilgang.

Da hans Commentarii udkom, var Jones allerede slået ind på en karriere som jurist og havde indskrænket sine orientalske studier drastisk. Han beskæftigede sig kun med dem i sin fritid. [Men ] en frugt heraf var en oversættelse af Mu'allaqat, som udkom i 1782 . Hans drøm var at kunne leve som uafhængig mand, helt for sine interesser, og de pengemidler der behøvedes hertil håbede han (det var i nabob'ernes tid) at kunne vinde i Indien. Men først i 1783 blev han - takket være en indsats fra hans adelige velgørere - udnævnt til dommer ved højesteret i Fort William i Calcutta og samtidigt adlet. I Calcutta lærte han blandt embedsmændene i forvaltningen og blandt officerer og læger i det ostindiske kompagni nogle mænd at kende, som lige som ham selv var grebet af lidenskab for Asiens sprog og litteratur: den 'sanskrittossede' Charles Wilkins, som i 1785, som den første, oversatte Bhagavadgita, og i 1787 Hitopadesa [en samling fabler, meget lig Æsops], endvidere Francis Gladwin, som var meget aktiv som oversætter fra persisk og senere blev kendt for sin persiske grammatik  og hans Dissertations on the Rhetoric, Prosody and Rhyme of the Persians  ['Afhandlinger om persernes talekunst, verselære og rim']. Desuden W.Chambers, som interesserede sig for indisk kunst, og endeligt Alexander Hamilton, af hvem senere Friedrich von Schlegel blev undervist i sanskrit [i Paris!]. Sammen med dem grundlagde Jones i januar 1784, med Videnskabernes Selskab i London som forbillede, Asiatic Society (of Bengal), det første lærde selskab, som havde udforskningen af orienten som formål. Samtidigt tog hans videnskabelige interesser en ny retning. Nogle år efter sejren ved Plassey i 1757 havde det ostindiske kompagni erhvervet status af landsherrer og overtaget skatteopkrævningen i Bengalen, Bihar og Orissa. Da de ikke var fortrolige med mogulrigets komplicerede forvaltningssystem og da de som købmænd på ingen måde var opskolet til en sådan opgave, havde selskabets ansatte de største vanskeligheder med at blive herre over situationen og lige så slemt stod det til med retsplejen. Uden tilstrækkeligt kendskab til lokalsproget og lige lidt fortrolig med hinduernes retsvæsen som med muslimernes, var den engelske dommer henvist til den tvivlsomme hjælp han kunne få af indfødte tolke og han gerådede i desto større afhængighed af dem, jo mindre hans eget kendskab til land og folk var. Her kunne kun grundigt studium af lokalsprogene hen ad vejen ændre på situationen og derfor kastede Jones sig med ildsjæl over studiet af sanskrit og nåede snart til en vis færdighed i den mundtlige brug af sproget ( - om end onde tunger sagde om ham, at hans udtale af samtlige asiatiske sprog var så ringe, at ingen indfødt kunne forstå ham ). Herved stødte han i 1786 på Hitopadesa og på Manus love, og oversatte begge værker. Han blev endvidere overbevist om, at der aldrig kunne blive tale om en ordnet retspleje, så længe de engelske dommere ikke kendte [både] hinduernes og muslimernes retslære. Derfor foreslog han den nyudnævnte generalguvernør Lord Cornwallis, at man, med hjælp fra panditer og munchier [lærde og sproglærere] og i lighed med Pandekterne [Corpus Juris, Justinians sammenfatning af romerretten fra ca 530 eKr], skulle fremstille en Digest of Hindu and Muhammedan Law ['Sammenfatning af hinduisk og muhammedansk lov'], som en repræsentativ samling af retstilfælde efter hinduiske og muslimske kilder, - og tilbød sig selv som leder af den sådant projekt. Cornwallis var enig i projektet, men Jones selv skulle ikke komme til at opleve værkets fuldendelse. Som en del af forberedelsen udgav han i 1792 den kendteste hanefitiske fremstilling af arveretten, Sagawandis Siragiya, på arabisk og engelsk . Ved siden af fortsatte han sine studier i de skønne kunster: han oversatte i 1788 det fineste indiske drama, Kalidasas Sakuntala, som gjorde et dybt indtryk, da det blev kendt i Europa, og hensatte Herder og Goethe i enthusiastisk henrykkelse, da Georg Forster havde oversat den engelske oversættelse til tysk. Samme år oversatte han Gitagovinda, 1792 udgav han den første bog trykt med sanskrittyper: Kalidasa Ritusamhara. Desuden beskæftigede han sig fortsat med persisk, som han regnede for det smukkeste sprog, og som havde stor praktisk betydning som mogulrigets forvaltnings- og retssprog. På den måde opdagede han i 1787 Dabistan, denne fremstilling af Indiens religioner fra det 17.århundrede, som i sin blanding af sprænglærd alvidenhed, åndrig humor og skamløs blasfemi fængslede ham på det stærkeste. Det følgende år udgav han Hatifis kærlighedsromance Laila u Magnun i persisk originaltekst. Han havde også planer om en rejse til Persien og gik med mange andre planer, som ikke skulle komme til udfoldelse: det lange ophold i Bengalen havde undergravet hans helbred og han døde, endnu ikke 47 år gammel, den 27.april 1794 i Calcutta.