En af de største hindringer, som både de arabiske studier og islamstudierne i lige mål lider under, er det ukendskab til landet og dets indbyggere, som skyldes Arabiens isolation. Under disse omstændigheder får rejseberetninger fra halvøen en særlig betydning. Det ældre materiale har geografen Karl Ritter sammenstillet i sin geografi (17.bind, 1846 - 1847). - Blandt dem, som besøgte Mekka i anden halvdel af det 19.århundrede, rager den opdagelsesrejsende Richard Burton (1821 - 1890) højt op. I 1876 og 1877-78 besøgte han Midian . Hans kendskab til den islamiske orient fra Indien til Vestafrika kom de noter til gode, som han vedføjede sin oversættelse af 1001 nat . - I 1860 lykkedes det Heinrich v. Matzan af besøge Mekka . 1870 - 1871 bragte han de første nøjere beretninger om Mehri (ZDMG 25, 196 - 214 og 27, 225ff). En særlig fortjeneste erhvervede han sig til sidst derved, at han udgav den værdifulde Reise in Hadramaut ['Rejse i Hadramaut'] fra Adolf v.Wredes (1807 - 1865) efterladte papirer, - der, som den første, var trængt ind i dette lands indre. - Den næste som besøgte Mekka, var englænderen J.F.Keane . Efter ham kom i 1885 hollænderen Snouck Hurgronje, som langt overgik alle sine foregængere, hvad sag- og sprogkendskab angik, og som, selvom han ikke oplevede [selve] valfarten, alligevel i sin bog Mekka (2 bind og atlas, 1888 - 1889) gav en grundlæggende fremstilling af byen og dens historie.

Af alle de opdagelsesrejser, som blev fortaget til det indre af Arabien, bragte ingen større vinding for de arabiske studier, en den som Charles Montague Doughty (1843 - 1926) foretog i årene 1876 - 1878. Han besøgte, som den første, Mada'in Salih (al-Higr), og ledsagede så, som hakim [vismand/læge], beduiner på deres vandringer, så Taima', kom til Hayil - hvorfra han foretog en afstikker til Haibar - og mod sin vilje fra Hayil til Buraida og Unaiza i landskabet Qasim, hvorfra han endeligt kunne rejse med Mekka-karavanen på hijra. Aktiv og dristig, uddannet som geolog og en skarp iagttager, - dertil med en omfattende almenviden - videregav Doughty i sin Travels in Arabia Deserta ['Rejser i Arabiens ørken'] sine oplevelser med omstændelig nøjagtighed. Han gav oplysninger om landets natur og dets geologiske opbygning, om dets ørkener og dens vulkanske harras , - om klima, dyre- og planteverden og ligeledes om dets indbyggere. Særligt udførligt behandlede han beduinerne, deres stammeforhold, levevis og anskuelser. Han støttede sig udelukkende til sine egne iagttagelser og tog ingen notits af Wallins , Palgraves og Guarmanis beretninger, som havde besøgt Hayil og Taima før ham. Dog hentede han råd hos de respektive fagfolk: Sprenger, Robertson Smith, W. Wright, F. Lasinio , Badger og Sachau. I tillægget til første bind aftrykte han forskellige lærdes udtalelser om fundene i al-Higr. Renan gav en oversættelse af indskrifterne og Melchior de Vogüé tog stilling til skulpturerne. Men især de Goejes hjælp kom ham til gode, idet han sørgede for at de arabiske ord i teksten, - som blot var skrevet ned efter gehør - blev opført i korrekt transskription og i nødstilfælde også med det klassiske modstykke i det omfangsrige indeks og glossar (II, 543 - 690). Den store betydning af Doughtys præstation blev hurtigt anerkendt af kyndige folk. Selv en kritiker så svær at tilfredsstille som Wllhausen, erklærede (ZDMG 45, 179) at han sjældent havde læst en bog, som han havde lært mere af, og han forudsagde, at den aldrig ville blive forældet. Af de senere arabiensrejsende kunne kun A.Musil måle sig med Doughty i indfølende forståelse for beduinerne. Som klassisk rejsebog vil Travels in Arabia Deserta altid hævde sig på en æresplads i den geografiske litteratur.