Medens de Goeje med forsæt indskrænkede sig til det arabiske område, opdyrkede Theodor Nöldeke (1836 - 1930) ikke blot hele det semitiske forskningsområde (undtagen det akkadiske), men inddrog også iranske og de dengang stærkt forsømte tyrkiske studier i sit forskningsområde. Nöldeke, den fødte skeptiker, stod stærkt mistroisk overfor den, i slutningen af det 19.århundrede, stærkt opblomstrende assyriologi, - så meget, så han kun sjældent gjorde brug af dens resultater. Skarpsindig og klart tænkende, med en stærk hukommelse og med en hurtig opfattelse, som gjorde ham det muligt hurtigt at finde sig tilrette på ethvert område, opfatte det væsentlige og fremstille det præcist og klart, ydede Nöldeke på disse vidtstrakte felter som sprog- og sagforsker, som udgiver, oversætter, grammatiker og kritiker et så omfattende og værdifuldt arbejde, at han må regnes som sin tids den betydeligste tyske orientalist. Samtidigt havde han den, blandt lærde ikke alt for almindelige, Guds gave: sund menneskeforstand, i rigeligt mål, og kende den fine kunst at ikke vide. Som positivist i den historisk-kritiske tidsalder havde han en dyb modvilje - ikke blot mod romantik, mystik og alt begrebsmæssig uklar følelsesfuldhed - men også mod alt spekulativt, hvad enten han mødte det som dogmatik eller filosofi, idéhistorie eller videnskabelig teori. Dertil kom hans fornemme sindelag og hans retlinede karakter, som den [fx] kan læses af hans afskedsbrev til sin lærer Ewald [se kap.31, sidste sætning].

Allerede hans prisbelønnede disputats De origine et compositione Surarum qoranicarum ipsiusque Qorani, ['Om de koranske sura'ers, og koranens egen, opståen og komposition'], hvormed Nöldeke disputerede i Göttingen i 1856, viser den kommende mester. Uden at kende til dette arbejde, udskrev Académie des inscriptions et belles-lettres i Paris en prisopgave over det samme tema , og Nöldeke, som i mellemtiden havde samlet nyt materiale i bibliotekerne i Wien, Leiden, Gotha og Berlin, og kunne udvide sin disputats betydeligt, vandt prisen for denne nybearbejdelse, ganske vist sammen med sine medbejlere Sprenger og Amari. I en endnu en gang gennemarbejdet udgave blev denne Geschichte des Korans (1860) ['Koranens historie'] epokegørende. Her blev problemerne vedrørende koranens opståen, samling og overlevering skarpsindigt behandlet og med denne kritiske diskussion af sura'ernes kronologi blev der skaffet et sikkert grundlag for alle historiske undersøgelser af koranen.

Beskæftigelsen med den arabiske litteratur, som foruden koranen især gjaldt den gamle digtning (Die Gedichte des 'Urwa b. al-Ward, 1863; Beiträge zur Kenntnis der Poesie der alten Araber¸1864 [''Urwa b.al-Wards digte' og 'Bidrag til kendskabet til de gamle araberes poesi']) trådte i baggrunden, da Nöldeke i 1864 blev kaldet til Kiel, hvor han - ligesom sin forgænger Dillmann - var forpligtet til at holde gammeltestamentlige forelæsninger, og [desuden] underviste i sanskrit ved siden af de semitiske sprog . Han vendte sig nu mere til sprogstudier, især på det aramæiske område, hvor Kielerbibliotekets samlinger, som stammede fra Adlers samling, kom ham meget til gode. Af disse forskninger - som fortsatte efter hans kaldelse til Strassburg i 1872 - udsprang bl.a. hans epokegørende mandæiske (1875) og syriske (1880. 2.opl.1898) grammatikker, - begge udmærkede ved den nøje beskrivelse og systematiske anordning af sprogbrugen med stadig hensyntagen såvel til det sproghistoriske (og for så vidt angår det mandæiske: også det sammenlignende) synspunkt. At han i begge tilfælde også behandlede det ellers så ofte forsømte område: syntaksen, kan ikke prises højt nok. I mellemtiden havde Nöldekes medarbejde på Tabari-udgaven [se kap.51] (fra 1874) igen ført ham tilbage til arabistiken. Han besørgede ikke blot teksten til afsnittet om sasaniderne, men leverede - som den eneste af medarbejderne - også en mønstergyldig, også for iranologien frugtbar, oversættelse: Geschichte der Perser und Araber zur Zeit der Sasaniden (1879) ['Persernes og arabernes historie på sasanidetiden']. Men samtidigt beskæftigede sprogvidenskabelige problemer ham atter. Den i hans yngre år fattede plan, at skrive en arabisk grammatik, opgav han ganske vist senere, men hans studie Zur Grammatik des klassischen Arabisch (1896) ['Om den klassiske arabiske grammatik'] har været vejvisende til en ægte historisk betragtningsmåde.

Hans anskuelser om de gamle araberes sprog fremlagde han i to afhandlinger om det klassiske arabiske og om de arabiske dialekter (i hans Beiträgen zur semitischen Sprachwissenschaft. 1904. side 1 - 14 ['Bidrag til den semitiske sprogvidenskab']), og om Der Koran und die 'Arabiya ['Koranen og [det klassiske arabiske sprog]'] (i Neue Beiträge zu den Semitischen Sprachen ['Nye bidrag til de semitiske sprog'], 1910, side 1 - 5), - som begge er forbilledlige i deres metode . Frugtbar for [udforskningen af ] den gamle digtnings sprog var hans oversættelser og forklaringer af Fünf Mu'allaqat ['Fem mu'allaqat'] . Hans mesterskab i fortolkningskunsten viser sig også i hans Delectus veterum carminum arabicorum ['Udvalg af arabernes gamle digte'] (Porta linguarum orientalium, XIII, 1890), som han udgav til brug for den akademiske undervisning: et righoldigt udvalg af den arabiske digtning indtil umajjadetidens slutning, hvortil August Müller sammenstillede en ordfortegnelse. De allerede nævnte Bidrag og Nye Bidrag til den semitiske sproghistorie indeholder undersøgelser, som også er vigtige for den arabiske sproghistorie. For også i sprogsammenligningen holdt Nöldeke sig til de faktiske forhold. Han erkendte (ZDMG 35, 221) med nøgternt blik det uholdbare i det unggrammatiske dogme om lydlove uden undtagelser, han behandlede i sin artikel Semitischen Sprachen ['Semitiske sprog'] (først på engelsk i Encyclopaedia Britannica, 9.opl., på tysk i 1887; 2.opl. 1899) problemet med det ursemitiske med fornøden reservation og hævede endnu i sin alderdom (ZA 30, 163ff) sin advarende stemme mod indholdsløse spekulationer om sprogenes oprindelse og vilkårlige forklaringer på ordenes oprindelse. Talrige enkeltiaggtagelser, især til udforskningen af det arabiske ordforråd, findes også i Nöldekes anmeldelser, en gren af hans virksomhed, som fortjener at nævnes særskilt, pga. sin forbilledlighed. For her blev den anmeldte bog ikke blot kort og præcist beskrevet efter indhold og værdi, men for det meste også brugt som udgangspunkt for en fremstilling, som bidrog med nye og væsentlige ting til emnet.

Nöldeke har, som ingen anden, indset og respekteret de grænser, som blev trukket af orientalistikkens daværende stade, af det ham tilgængelige materiale, ligesom af hans egne personlige egenskaber. Denne kloge besindelse gør hans undersøgelser i metodisk hensigt til forbilleder, som også vil finde deres beundrere, når den med denne metode vundne erkendelse og indsigt for længst hører til den orientalske videnskabs almenviden.