Tabari-udgaven, som udkom fra 1879 og fremefter [se kap. 51], gjorde ikke blot et overmåde rigt materiale til den ældre islamiske historie tilgængeligt for forskningen. Den gav også dermed, gennem de omfangsrige rester af ældre historieskrivning [som Tabari havde indarbejdet i sit værk], et indblik i de tendenser, som den var behersket af. Allerede de Goeje, Nöldeke o.a. var begyndt på den kritiske undersøgelse af de nye kilder, men det var forbeholdt Julius Wellhausen (1844 - 1918), gennem en beundringsværdig kombination af litterærkritisk kildeanalyse og historisk kritik, at stille den islamiske historie fra dens oprindelse og frem til det arabiske riges sammenbrud i et nyt lys og dermed at overvinde de tidligere opfattelser (som i det store og hele var afhængige af Ibn al-Atir [13.årh.]). Wellhausen var kommet til disse studier ad omveje. Han var begyndt som teolog og havde allerede gennem sin pentateuch-kritik haft en revolutionerende betydning for den gammeltestamentlige forskning før han - som elev af Ewald [se kap.31] godt fortrolig med det arabiske - begyndte at befatte sig med araberne 'med det formål, at lære det vildskud at kende, hvorpå tora-kvisten er blevet podet af præster og profeter' og det førte ham til studiet af islam, uden hvilken vi intet ville vide om det arabiske hedenskab. Men disse 'antikviteter' fandt han i den arabiske digtning, der for ham, - som for Nöldeke - kun havde en sproglig og historisk interesse og som han i denne henseende sammenlignede med de latinske og græske oldtidsindskrifter . Også hans Reste arabischen Heidentums ['Rester af det arabiske hedenskab'], (1887; 2.oplag 1897), som han sammenstillede ud fra islamiske kilder, viser tydeligt bestræbelsen på at genvinde detsom hebræere og arabere har fælles i religion og kultur, uden derved at underkende forskellene.

Islams politiske historie berørte Wellhausen med sin Muhammed in Medina, das ist Vakidi's Kitab al-Maghazi in verkürzter deutscher Wiedergabe(Berlin 1882) ['Muhammed i Medina, dvs. Vakidis Kitab al-Maghazi i forkortet tysk gengivelse']. Han brugte hertil Kremers tekstudgave, som dog kun indeholder den første tredjedel, og til resten det britiske museums håndskrift (Or. 1617 [katalogsignaturen]), hvortil kom et andet London håndskrift (Brit.Mus. Add. 20737), som dog kun indeholder den første halvdel. Disse hjælpemidler forekom ikke Wellhausen at kunne bære en fuldstændig tekstudgave (og en derpå beroende oversættelse), men dog nok en forkortet indholdsgengivelse, - med Caussin de Percevals Essai sur l'histoire des Arabes ['Essay over arabernes historier'] som forbillede. Han håbede - forgæves - at hans bog ville vække opmærksomhed blandt læge læsere og ville fortrænge Sprengers store værk om Muhammed. Men det blev så desto mere benyttet af fagfolk til erstatning for den endnu i dag [1955] ikke udgivne grundtekst. I 1884 udgav Wellhausen i sine Skizzen und Vorarbeiten ['Skitser og forarbejder'] (hæfte 1, side 103 - 175 og arabisk, side 1 - 129), som supplement til Kosegartens udgave, sin Letzten Teil der Lieder der Hudailiten ['Sidste del af Hudailiternes sange'], efter håndskrifterne i Leiden (nr. 139 - 280) og Paris (nr.175 - 280) med tysk oversættelse af sangene nr. 139 - 241 . I fjerde hæfte af samme Skizzen und Vorarbeiten fulgte i 1889 de grundlæggende undersøgelser over 'Medina før islam' og 'Muhammeds menighedsordning i Medina', såvel som tekst og oversættelse af de hos Ibn Sa'd bevarede 'Muhammeds skrivelser og gesandtskaberne til ham'. Sideløbende hermed gik, fra 1887, arbejdet med Tabariudgivelsen i Leiden, hvis resultater han fremlagde i 1899 i sin 'Prolegomena til islams ældste historie' (Skizzen und Vorarbeiten VI, side 1 - 160). Idet han stillede Saif b.'Umars fremstilling op mod den samlede øvrige tradition hos Tabari og viste, at den ['Umar] var en tendentiøs omarbejdning af den sidste, vandt han et grundlag for den islamiske erobringstids kritiske historie. I 1901 lod han Die religiös-politischen Oppositionsparteien im alten Islam ['De religiøse/politiske oppositionspartier i den ældre islam'], - som fortrinsvis slutter sig til Abu Mihnaf - samt afhandlingen Die Kämpfe der Umayyaden gegen die Rhomäer ['Kampene mod Rhomæerne'] udkomme. Den strålende afslutning på denne forskning kom med Das arabische Reich und sein Sturz ['Det arabiske rige og dets fald'] (1902). Også dette mesterværk er kendetegnet ved en uforlignelig kombination af litterær kildeanalyse, som gennem den formelle udsondring af en kilde når frem til en vurdering af dens kildeværdi, med en historisk kritik, som med usvigeligt instinkt forstår at opspore de handlende personers magtpolitiske tendenser, hensigter. Bogen gjorde et dybt og varigt indtryk på den yngre generation. Siden den udkom, har nye arbejdsmetoder, hvormed den ældre islamiske histories religiøse, sociale og erhvervsmæssige problemer er blevet behandlet, nødvendiggjort mange korrekturer af det af Wellhausen tegnede billede . Men endnu i dag [1955] er Wellhausens vægtige bog, den mest imponerende fremstilling vi har af islams politiske historie indtil Umayadernes undergang.