Goldzihers banebrydende arbejder på de islamiske studiers område, blev på det heldigste suppleret af hollænderen Christian Snouck Hurgronje (1857 - 1936) . Hvor Goldziher havde synliggjort de første århundreders lidenskabelige partikampe, - de kampe, som lå bag ved traditionens tilsyneladende så rolige og ubevægelige islambillede, og hvoraf den ortodokse islam var blevet til, - så viste Snouck Hurgronje, at den tørre kausuistik man finder i fiqh var en facade, bag hvilken der [ligeledes] skjulte sig en sej kamp mellem den ideale, gudvillede retsnorm, og så den af sædvaneretten rundne retsbrug. Dermed gav han plads til den religions-, rets- og kulturhistoriske forståelse af de arabiske retsbøger, som man indtil da, i Holland og andre steder, hovedsageligt kun havde beskæftiget sig med af kolonialpolitiske grunde, altså rent praktisk [se fx kap.26: William Jones, fx hans Digest of Hindu and Muhammedan Law]. Snouck Hurgronje fik mangen en litterær dyst at udkæmpe med den ældre retning - især repræsenteret af L.W.C.van den Berg, - som mente, at den ostindiske ø-verdens muslimer fulgte deres religions kanoniske lov, om end med visse undtagelser, og at kolonialforvaltningen skulle anvende netop denne retspraksis.

Snouck Hurgronje studerede hos de Goeje og skrev i 1880 disputats med et fremragende arbejde om Het Mekkaansche Feest ['Festen i Mekka'], hvori han undersøgte oprindelsen til den islamiske pilgrimsrejse og gjorde koranens udsagn om 'Abrahams religion' tidshistorisk forståelige. Som afslutning på sine studier rejste han til Nöldeke i Strassburg. Opmuntring fra Goldziher, som han stod i brevveksling med, gav ham mod til at fortsætte med udforskningen af fiqh, selv om hans lærere frarådede det. Her spillede også hans interesse for den samtidige islam og for Hollands kolonialpolitik en vis rolle, så han accepterede en stilling ved det institut, som uddannede aspiranter til tjenesten i kolonierne og i 1884 rejste han til Arabien, tilbragte i 1885 seks måneder i Mekka, men måtte forlade den hellige by umiddelbart før pilgrimsfesten . Erfaringerne fra dette ophold fremlagde han i sin tysksprogede Mekka (2 bind samt billedatlas, 1888 - 1889), som giver en livlig skildring af byen og dens sherif'er, af dens beboere (også muslimer fra det ostindiske øhav) og deres daglige liv, deres sæder og skikke, deres lærde og deres studier, en skildring der, som samtidsdokument, har blivende værdi. Da han i 1889 blev sendt til Java for at studere islam, trådte han endegyldigt ind i koloni-tjenesten, hvor han først blev sendt til det nordlige Sumatra i det tidligere kongedømme Atjèh, som trods alle de anstrengelser hollænderne siden 1873 havde gjort sig, ikke var fuldstændigt under kontrol. Efter et to-årigt ophold gav Snouck Hurgronje i sit værk De Atjèhers ['Atjèherne'] (2 bind, 1893 - 1894) en mesterlig skildring af den samfundsmæssige struktur, forvaltning, retspleje, handel, fester, sæder og skikke, lærdom, litteratur og religion i dette hidtil lidet udforskede område og hos dets beboere. I denne fremstilling skelnede Snouck Hurgronje omhyggeligt mellem den islamiske lovs ideale norm og så den faktiske retsnorm, og gav dermed sine læsere ikke blot et indblik i et hidtil næsten upåagtet islamisk folks verden, men gav også nøglen til en historiske forståelse af de overordentlig [store] forskelle, som den nuværende islamiske verden opviser. Som rådgiver for kolonialforvaltningen udviklede han desuden sine synspunkter på hvilken religionspolitik man skulle følge overfor muslimerne, - men denne del af hans udredninger har nu kun historisk interesse. Senere lærte Snouck Hurgronje på sine tjenesterejser også det indre af det nordlige Sumatra at kende, og han beskrev land og folk i sit sidste hovedværk Het Gajoland en zijne bewoners ['Gajolandet og dets beboere'] (1903). I 1906 accepterede han et kald til lærestolen i arabisk på universitetet i Leiden, som efterfølger for de Goeje, og trådte efter 17 års tjeneste ud af kolonitjenesten. Men som regeringsråd udøvede han også senere en stor indflydelse på sit lands islampolitik og tog i sin skribentvirksomhed gerne ordet om dagens spørgsmål og om problemer med den samtidige islam. Som akademisk lærer udøvede han indtil 1927 en meget frugtbar virksomhed. Det skal heller ikke glemmes, at han gik eftertrykkeligt ind for gennemførelsen af de to store projekter i Leiden: et islamisk leksikon ['Islamisk Encyclopædi', se kap.87] og en konkordans til den [samlede] muslimske tradition.