Allerede omkring midten af det 19. århundrede begyndte mangelen på bibliografiske hjælpemidler at gøre sig stedse mere mærkbar, ikke blot indenfor de arabiske studier, men på hele det orientalske forskningsområde. Hvor Schnurrer [se de talrige henvisninger til ham i noterne til den første tredjedel af denne bog] med de knap 500 numre i sin Bibliotheca Arabica havde kunnet omfatte omtrent alt hvad der var trykt af arabiske tekster i Europa indtil 1810, så var antallet af tekster og litteraturen om dem i mellemtiden steget betydeligt, først og fremmest takket være de orientalske trykkeriers utrættelige virksomhed. Et forsøg på at opregne alle trykte værker på arabisk, persisk og tyrkisk, gjorde Theodor Zenker - især kendt for hans nyttige Dictionnaire turc-arabe-persan ['Tyrkisk-arabisk-persisk ordbog'] (2 bind, 1866 - 1876) - i sin Bibliotheca Orientalis I (1840) og atter, nu ikke alfabetisk efter forfattere, men efter emne, i det første bind af sin Bibliotheka orientalis, Manuel de bibliographie (1846) ['Orientalsk bibliotek, - bibliografisk håndbog']. Men da han for det meste havde titlerne andenhånds, så mangler hans angivelser den nøjagtighed og pålidelighed, som netop i en bibliografi er uomgængelig. I tilslutning til Zenkers arbejder kom senere andre forehavender, først Bibliotheka orientalis af Karl Friederici, som i årene 1875 til 1882 registrerede alle trykte udgivelser i Tyskland, Frankrig, såvel som England og dets kolonier, på områderne sprog, religion, antikviteter, litteratur, historie og geografi. Dernæst det af indologen Ernst Kuhn (1846 - 1920) i årene 1883 - 1886 udgivne Literaturblatt für orientalische Philologie ['Litteraturjournal for orientalsk filologi'] (4 bind med register), og endelig - for tidsrummet fra 1888 til 1911 - den Orientalische Bibliographie, som først blev ledet af A.Müller, efter dennes død af E.Kuhn og fra 1893 af Lucian Schermann, - og som den første verdenskrig bragte til standsning. Et forsøg i 1926 på at genoplive den, blev snart opgivet, da det viste sig umuligt at samle og bearbejde den samlede relevante litteratur.

Fleischer og hans medarbejdere valgte [så], som udvej, en årlig redegørelse, idet de i statutterne til Deutsche Morgenländische Gesellschaft [Det tyske østerlandske selskab] pålagde ledelsen forpligtigelsen til en årlig redegørelse for de orientalske studiers [øjeblikkelige] stand. Men planen viste sig snart uigennemførlig: én mand kunne ikke udføre opgaven tilfredsstillende, og delte man den ud til flere, førte det til en ujævn, mangelfuld og uregelmæssig redegørelse.

På den arabiske filologis område ville Victor Chauvin , som fra 1872 havde den orientalske lærestol ved universitetet i Lüttich [Liège, Belgien] med sin Bibliographie des ouvrages arabes ou relatifs aux Arabes, publiés dans l'Europe chrétienne de 1810 à 1885 ['Bibliografi over arabiske værker, eller værker vedrørende araberne, offentligjort i det kristne Europa fra 1810 til 1885'] fortsætte Schnurrers arbejde. Som grundregel udelod han de i orienten trykte værker, da de for det meste ikke var ham tilgængelige og fordi han lagde vægt på autopsie [selvsyn] ( - alligevel forekommer den ominøse * for 'ikke set' dog ofte nok!). Efter 20 års forarbejder, herunder gennemsyn af omkring 7000 tidskriftbind, begyndte trykningen i 1892. I de første 9 bind behandlede han især arabiske værker fra den folkelige underholdningslitteratur: ordsprog (bind I), Kalila og Dimna og bearbejdelser heraf (bind II), fabelsamlinger og ridderromaner (bind III), 1001 nat (bind IV - VII), Syntipas og bearbejdelser heraf (bind VIII) og endelig flere sentens-samlinger (bind IX). Og han nøjedes ikke med tørre biografiske angivelser, men tilføjede mange nyttige henvisninger. Fx indeholder bind V - VII en indholdsangivelse af de enkelte historier i 1001 nat i alfabetisk rækkefølge og henvisning til håndskrifter, udgaver og oversættelser med paralleller og henvisninger til de litterære motiver. Chauvins styrke lå i hans kendskab til den sammenlignende litteraturhistorie, til sagn og eventyr og andre folkelige overleveringer, og de tre sidste bind af værket, om 'Koranen og traditionen' (bind X), 'Muhammed' (bind XI) og 'Muhammedanismen' (bind XII, udkommet posthumt i 1922) viser, at han havde et mere fjernt forhold til islamvidenskaben. Desuden nåede han aldrig at bearbejde sine notater om ret, filosofi, medicin og naturvidenskaber, så at hans bibliografi er forblevet en torso.

Andre lærde indskrænkede sig i deres bibliografiske arbejder til mere snævre områder. Således hvilede Johann Georg Wenrichs (1787 - 1847) meget citerede prisopgave De auctorum Graecorum versionibus et commentariis syriacis arabicis armeniacis persisque commentatio ['Afhandling om de syriske, arabiske, armenske og persiske oversættelser og kommentarer til græske forfattere'] - hvortil Fleischer læste korrektur - hovedsagelig på Fihrist ['Fortegnelserne', 10.årh.] (i den lille udgave), på Ibn al-Qifti [12./13.årh.], Ibn abi Usaibi'a [13.årh.] og Haggi Halifa [Katib Celebi, 17.årh.], som han kunne benytte i håndskrifter i Wien. - For viden om arabiske læger, hvis skrifter foreligger i latinsk oversættelse, er den tredje afdeling af Handbuch der Bücherkunde für die ältere Medizin ['Håndbog i den ældre medicinske litteraturs bibliografi'] (1828; 2.udvidede oplag i 1841; anastatisk genoptrykt i 1926) stadig anvendelig, - sammenstillet af Ludwig Choulant (1791 - 1861), som først var ansat som professor, senere (fra 1842) som rektor, ved det medicinsk-kirurgiske akademi i Dresden. Også af Wüstenfelds arbejder er mange ikke meget mere end bibliografiske materialesamlinger, fx hans Geschichte der arabischen Ärzte ['De arabiske lægers historie'] og hans Geschichtsschreiber der Araber ['De arabiske historieskrivere'].

Særlig rigt på bibliografiske arbejder af denne art var Moritz Steinschneiders (1816 - 1907) livsværk. Ligesom sin ven Leopold Zunz var han én af de mest markante repræsentanter for videnskaben om jødedommen og indlagde sig varig fortjeneste af sine mønstergyldige kataloger over de hebræiske håndskrifter i Oxford, Leiden, München, Hamburg og Berlin. Verdensåben og fjern fra enhver dogmatisme som han var, tilstræbte han et rent videnskabeligt syn på jødedommens historie, - og her var det især de jødiske bidrag i den samtidige kultur som fængslede ham. Beskæftigelsen med det arabiske var begyndt i Wien i 1838 og fortsat i Leipzig, hvor han fik al 'inspiration til studiet af forholdet mellem arabere og jøder'. Hans arbejde ved Bodleiana [Oxford] (1852 - 1860) og i biblioteket i Berlin (fra 1869) benyttede han til en flittig samlervirksomhed, hvis udbytte han nedlagde i talrige artikler og enkelte omfangsrige værker. Fx behandlede han i 1871 relationerne mellem jødedommen og islam i sin Polemische und apologetische Literatur in arabischer Sprache zwischen Muslimen, Christen und Juden ['Polemisk og apologetisk arabisksproget litteratur mellem muslimer, kristne og jøder]. Dernæst besvarede han en prisopgave, udsat af Pariser akademiet i 1880, med et arbejde, som udkom i 1893 under titlen Die hebräischen Übersetzungen des Mittelalters und die Juden als Dolmetscher. Ein Beitrag zur Literaturgeschichte des Mittelalters, meist aus handschriftlichen Quellen. ['Middelalderens hebræiske oversættelser og jøder som tolke. Et bidrag til middelalderens litteraturhistorie, fortrinsvis udfra håndskrevne kilder'] i ét stort bind på over 1000 sider. Af en anden prisopgave fra Pariser akademiet fra året 1886 fremkom værket Die arabischen Übersetzungen aus dem Griechischen ['De arabiske oversættelser fra [old]græsk'], som desværre ikke udkom i bogform, men i årene 1889 - 1896 blev trykt stykke for stykke i forskellige tidsskrifter . Som materialesamlinger er disse skrifter den dag i dag [1955] uundværlige.