Skønt Alois Musil (1868 - 1944) gennemførte sine banebrydende topografisk-historiske forskninger i Nordarabien, Syrien og Mesopotamien med understøttelse fra Wiens akademi og andre institutioner i det gamle Østrig, så tilhørte han dog ikke wienerskolen. Allerede på præsteseminariet i Olmütz [Olomouc, østl. Tjekkiet] havde han sat sig for at ville se den bibelske histories lokaliteter med egne øjne, for at [kunne] forstå bibelen ud fra landets natur og det indbyggeres mentalitet - som han mente var uforandret siden Moses' dage, - og for at forstå, hvorfor den guddommelige åbenbaring var blevet netop semiterne til del. Skønt fattig og uden velyndere forfulgte han dette mål med ufejlbarlig stædighed. Da han i 1895 endelig fik orlov til et studium ved dominikanernes netop grundlagte École pratique d'études bibliques [omtr: 'Skole for praktiske bibelske studier'] i Jerusalem, mærkede han snart, at de sædvanlige ekskursioner ikke bød ham det, som han søgte. Uden at sky konflikten med dominikanerne drog han på egen hånd over Jordanfloden ind i det gamle Moab og Edom, [dog] ikke uden først at have samlet alle topografiske oplysninger fra den litteratur som var ham tilgængelig. Så drog han, på Dvoraks opfordring, og støttet af det tjekkiske lærde selskab, til jesuitterne i Beyrut, og foretog i 1897 en ny ekskursion, som førte ham fra Gaza til Petra og Palmyra, hvor han hørte om de slotte øst for Madaba, som efter de indfødtes mening var blevet bygget til Salomon af ånderne. På D.H.Müllers anbefaling understøttet af akademiet i Wien, kunne Musil [så] i 1898 foretage en ny rejse og herunder - sammen med sine beduinske venner og i flyvende hast, hvert øjeblik udsat for fjendtlige angreb - besøge Qusair 'Amra, Kaliffen al-Walid II's billedudsmykkede slot [8.årh., i Jordan, ca 60 km. fra Amman]. Dette var en så overraskende opdagelse, at Musils beretning i første omgang mødte tvivl og afvisning. Han blev af sine foresatte beskæftiget som religionslærer på realskolen i Olmützer og opnåede først i 1899 at få midler af kultusministeriet i Wien til en ny forskningsrejse. Han forberedte sig på bibliotekerne i London og Cambridge og ved universitetet i Berlin, hvor han studerede under Delitzsch, Sachau, Winckler og Gunkel. Desuden tilegnede han sig i Wien den nødvendige geografiske og kartografiske viden. Således udrustet besøgte han år 1900 atter Qusair 'Amra og kunne denne gang under gunstigere betingelser opmåle og fotografere bygningsværket, kopiere indskrifterne og beskrive freskerne. Hans beretning (SWA 144 nr. 7) vakte gevaldig opsigt og wienerakademiet, som nu var overbevist om disse opdagelsers betydning, sendte ham i 1901 endnu en gang til Qusair 'Amra sammen med maleren A.L.Mielich, som kopierede billederne. Wienerakademiet tog sig nu også af forskningsresultaterne fra Musils første rejser, efter at have afslået Brünnows forslag om at publicere hans og Musils forskninger sammen . Derefter blev Musil i 1902 sendt til Arabia Petraea for at indsamle de sidste oplysninger, som var nødvendige, til det kort over dette område, som udkom i 1907. Efter at Theodor Kohn, fyrsteærkebiskop af Olmütz og fjendtligt stemt mod Musil, var trådt tilbage, kunne Musil i 1904 endelig flytte til Wien, hvor hofbibliotekets rige skatte kom ham til nytte ved hans offentliggørelser. I 1907 udkom pragtværket Kusejr 'Amra, hvis tekstbind indeholder Musils beretning om opdagelsen af slottet, samt hans afhandling Zur Topographie und Geschichte des Gebiets von 'Amra bis zum Ausgange der Umaiyaden' ['Om 'Amras topografi og historie indtil slutningen af Umajjadetiden'], samt nogle bedrag af forskellige sagkyndige. I yderligere et bidrag forsøgte Karabacek ud fra indskrifterne at bevise, at bygningsværket, - som Musil selv straks havde indset var et slot fra Umajjadetiden, - først skulle være rejst omkring 850 eKr; men denne datering blev dog af Nöldeke (ZDMG 61, 224ff) straks bevist som forkert. Samme år begyndte Musils Arabia Petraea (4 bind, 1907 - 1908) - igen på wienerakademiets bekostning - at udkomme, hvor han i form af en topografisk/geografisk rejseberetning giver nøjagtige og pålidelige oplysninger om landet, dets veje, ruiner og nuværende byer, samt - i en etnologisk rejseberetning - en skildring af landets indbyggere, deres sæd og skik, bygget på et indgående kendskab til sagen. Han havde for længe siden indset, at det nuværende Sinaj ikke kunne være identisk med det bibelske og at de gængse meninger om Moses og den hebræiske religions tilblivelse ikke var rigtige. Men han vidste nu også, at han ikke kunne finde de sande, uforfalskede efterkommere af disse semitter i den nuværende blandede befolkning i Arabia Petraea. Han håbede at de nu kunne findes blandt de kameldrivende nomader i Nordarabien, og sluttede sig derfor på sin næste rejse, 1908 - 1909, til én af de mest oprindelige stammer, Rwala (af 'Aneze), og ledsagede dem på deres vandringer et helt år igennem. Som belønning for en næsten ufattelig hård levevis indbragte dette ophold et rigt videnskabeligt udbytte: han kunne skitsere et pålideligt kort over Arabia Deserta [ørkenen på den arabiske halvø], han hjembragte et stort antal sange og digte og han fik - som det vigtigste - et indblik i en ægte beduins liv og tænkemåde, som ingen arabiensrejsende nogensinde før havde haft. Den anden rejse, i 1910, førte ham til det nordlige Hijaz fra Ma'an til el-'Öla, på den tredje lærte han Palmyrene og det mellemste Mesopotamien at kende og den sidste rejse, 1914 - 1915, som gik fra Palmyra gennem steppen ud til Nefud, dernæst op ad Eufrat til Mesopotamien og endelig mod vest til Palmyra afrundede billedet af det nordarabiske-syriske-mesopotamiske steppeområde. I 1917 blev han endnu en gang sendt til orienten for at varetage de østrigske statsborgeres interesser.

Efter den første verdenskrig blev Musil, som fra 1909 havde et professorat i bibelske hjælpevidenskaber og arabisk ved det teologiske fakultet i Wien, på Dvoraks foranledning kaldet til Prag til lærestolen i orientalske hjælpevidenskaber og moderne arabisk. Han var nu optaget af offentliggørelsen af sine rejseberetninger fra 1908 - 1915. De udkom, da trykning i Prag ikke kom på tale i de fattige efterkrigsår, med amerikansk understøttelse på engelsk i seks statelige bind fra 1926 - 1928. De fem første: The Northern Hegaz, Arabia Deserta, The Middle Euphrates, Palmyrena og Northern Negd ['Det nordlige Hijaz', 'Arabia Deserta', 'Euphrates' mellemste løb', 'Palmyrene' og 'Det nordlige Negd'] giver en topografisk/geografisk rejseberetning, - ikke i kronologisk orden, efter de enkelte rejser, men i geografisk opstilling. De indeholder, ligesom de tidligere bind om Arabia Petræa, ikke blot en mængde stednavne, men også værdifulde bidrag til den historiske geografi, hvor Musil endnu engang viser sin omfattende belæsthed indenfor den relevante [både] østlige og vestlige litteratur, - lige fra kileskrifterne og bibelen til hans egen samtidige litteratur. Mange af disse bidrag er så omfangsrige, at de er henvist til tillæggene, fx afhandlingerne om det gamle testamentes geografi, om lokaliseringen af Thapsacus, om handelsvejene i Arabia Deserta, om Julianus Apostatas marsch i 363 eKr. osv, - om Mesopotamiens kanaler, om pilgrimsvejen som udgår fra Kufa, om Umajjadeslottene, om Rusafa. Fremstillingen er ofte ført helt frem til nutiden, og da Musil kendte de ledende skikkelser i det indre Arabien personligt, så har værket fået værdi som en tidshistorisk [primær] kilde. I to store tillæg fremstilles familierne Ibn Rasids og Ibn Sa'ud's historie udførligt. Til disse fem bind, som er viet til topografien, føjer sig det sjette bind, den, hvad angår beduinlivet til alle tider, yderst lærerige The Manners and Customs of the Rwala Bedouins ['Rwala-beduinernes Liv og Skikke']. Det indeholder et righoldigt sprogligt materiale, især i form af de allerede nævnte sange og digte, som stadig venter på en nøjere undersøgelse .

Musil var af den overbevisning, at de arabiske kameldrivende nomaders religion i Arabia Deserta, som [bestod i en] tro på en personlig, usynlig, allestedsnærværende Allah, men som hverken kender præster eller templer, hverken offer eller bønneformularer, er identisk med den inderste kerne i patriarktidens monoteisme [Abrahams, Isaks og Jakobs tro på den ene gud], medens der i de fastboende befolkningers religioner - foruden troen på Allah - yderligere var tilkommet en kult af helgener på hellige steder, med fastlagt kult og kultpersonale, som formidlere mellem den troende og hans skytspatron. Uden at gøre brug af den historisk-kritiske islamforsknings resultater, forsøgte Musil at forstå den islamiske religionshistories udviklingsgang ud fra modsætningen mellem disse to religioner, og han så i [alle] reformbevægelser, [lige] fra Ibn Hanbal til wahabismen, forsøg på at genoprette det oprindelige. Til grund for disse betragtninger lå i sidste ende [nogle] religiøst funderede forestillinger om gudsforestillingens oprindelse, som især blev fremført af katolske forskere. Men da han ikke lod disse betragtninger få nogen umiddelbar indflydelse på sine rejseberetninger, så forbliver disse sidstes videnskabelige værdi ganske uberørt af det principielle spørgsmål. I disse rejseberetninger er [hele] Musils livsværk indeholdt. Her har han givet Nordarabiens, Syriens og Mesopotamiens steppeområders topografi og geografi et nyt fundament og for store landområders vedkommende bragt de første pålidelige efterretninger. I disse områder har en god del af den orientalske og især den islamiske historie udspillet sig og den som beskæftiger sige med denne historie vil i Musil, som kendte landet og folket så godt, finde en enestående fører og guide.