I Oxford oplevede de arabiske studier, som under den anglikanske højkirkeligheds mægtige indflydelse i det 19.århundrede ikke var blevet dyrket i nogen nævneværdig grad, en ny opblomstring efter udnævnelsen af den åndrige og idérige, højt dannede og mangesidigt interesserede David Samuel Margoliouth (1858 - 1940) til Laudian professor i arabisk i 1889. Det gav hans tidlige studier et særligt præg, at han foruden de orientalske sprog også havde dyrket den klassiske filologi [græsk og latin]. Fx udgav han i sin Analecta Orientalia ad Poeticam Aristoteleam ['Orientalske brudstykker vedrørende den aristoteliske poetik' ] den arabiske oversættelse af denne tekst efter det eneste eksisterende manuskript (i Paris) samt andre beslægtede materialer på arabisk og syrisk og bestræbte sig - her, og igen i 1911 i The Poetics of Aristotle translated from Greek into English and from Arabic into Latin ['Aristoteles' poetik oversat fra græsk til engelsk og fra arabisk til latin'] - på at gøre den arabiske oversættelses læsemåder nyttige for forbedringen af den græske originaltekst . Også ellers vendte han lejlighedsvis tilbage til de arabiske Aristoteles-oversættelser, og udgav også i 1892 i JRAS Liber de pomo på persisk og engelsk [Liber de pomo: 'Bogen om æblet', et værk som fejlagtigt tilskrives Aristoteles, og som bl.a. handler om hans død].

Som arabist erhvervede Margoliouth sig især fortjeneste ved sine tekstudgaver. I 1898 besørgede han en fortræffelig udgave af Abu l-'Ala' al-Ma'arris Breve [10./11.årh.], - formfuldendte og fulde af [skjulte] hentydninger som de er, - med engelsk oversættelse, forklarende anmærkninger og udførlige registre (i Anecdota Oxoniensia¸Semitic Series vol. X ['Utrykte [skrifter] fra Oxford, Semitiske serie, bind 10']. I 1903 fulgte Sibt Ibn at-Ta'awidis digtsamling og i 1907 begyndte udgivelsen af Yaquts Irsad al-arib, hvoraf der indtil 1926 forelå 7 bind (GMS VI 1 - 7) . Dette arbejde beredte Margoliouth megen besvær og mange skuffelser. Håndskrifter med en uafkortet tekst havde han kun til rådighed for første (bind I - III) og tredje (bind V og VI) fjerdedel af værket. Et manuskript med anden fjerdedel af værket, som var i syrisk privateje, forblev, trods alle anstrengelser, utilgængeligt for ham. Han måtte derfor for anden (bind IV) og fjerde (bind VII) fjerdedels vedkommende nøjes med sene udtog [af værket], som højst gav en tredjedel af den oprindelige tekst. Desuden beror teksten på de fleste steder (undtagen i bind V) næsten udelukkende på et enkelt håndskrift. Margoliouth bestræbte sig på, ud fra de talrige parallelsteder, at rense teksten for fejl, men en virkelig kritisk udgave lader sig ikke fremstille med så utilstrækkelige hjælpemidler, tilmed ikke, da tryk og korrekturlæsning fandt sted i Ægypten. Oprindeligt havde Margoliouth til hensigt at udgive et kritisk supplement såvel som udførlige registre i et afsluttende bind, men nøjedes med registre til bind IV og VII.

I 1912 skrev Margoliouth indledningen til den faksimileudgave af London-håndskriftet til Sam'anis Kitab al-ansab ['Bogen om afstamning'], som Gibb Memorial Fund havde afholdt udgifterne til, - medens A.G.Ellis overvågede den tekniske udførsel. Herved blev en uundværlig ordbog til kendskab af arabiske navne gjort alment tilgængelig, om end det er beklageligt, at det var det meget hæslige London-håndskrift, som blev lagt til grund for udgaven .

Snart efter slog Margoliouth sig sammen med Henry Frederick Amedroz (1854 - 1917) for at bearbejde de arabiske krøniker fra det 4./10. århundrede, hvilket fandt sin glorværdige afslutning i de 7 bind af The Eclipse of the Abbasid Caliphate 1920 - 1921 ['Abbasidekalifatets undergang']. Amedroz havde allerede udgivet fragmenter af Hilal as-Sabis vesir-bog og hans krønike (1904) , såvel som Ibn al-Qalanisis Damaskus-krønike . Så vendte han sig til Miskawaihs krønike, hvoraf der dengang begyndte at udkomme en faksimile i [ovennævnte] Gibb Memorial Series [GMS], på grundlag af de fotos af Aya Sofia-håndskriftet, som Caetani havde besørget. Amedroz tilrettelagde, på grundlag af de faksimilerede bind V og VI, som han havde adgang til som medlem af stiftelsens bestyrelse (fra sommeren 1912) og under aktiv medvirken af Margoliouth, teksten til en udgave, som blev trykt - ikke helt fejlfrit - i Kairo i to bind i 1913 - 1914. I et tredje bind lod han Abu Suga' ar-Rudrawaris supplement trykke og til sidst, endnu en gang det af ham selv allerede udgivne fragment fra Hilal as-Sabi's krønike, hvormed fremstillingen blev ført frem til år 393h. Efter at Amedroz var død i 1917, førte Margoliouth arbejdet videre alene, leverede en engelsk oversættelse i tre bind af de tre tekstbind og afsluttede det hele med en indledning og et udførligt register, i nær tilknytning til forbilledet: den franske Mas'udi. Hans projekt, i et særligt bind at fremstille de politiske og sociale institutioner på grundlag af disse tekster, opgav han af hensyn til Adam Mez' Renaissance des Islams ['Islams renæssance'] fra 1922, som til dels bygger på de samme kilder. Men han sørgede, i samarbejde med S.Khuda Bukhsh , for at dette værk blev oversat til engelsk. Studiet af det 4./10. århundredes kultur førte Margoliouth til Qadi at-Tanuhis Niswar al-muhadara og af den første del af denne Table-talk of a Mesopotamian Judge ['En mesopotamisk dommers bordsamtaler'] udkom tekst og oversættelse i 1921 - 1922 (i Oriental Translation Fund N.S. 27 og 28). Teksten til 2. og 8.del udgav han i Revue de l'Académie arabe de Damas X ff. ['Tidsskrift for det arabiske akademi i Damaskus'] medens den engelske oversættelse udkom i Islamic Culture. Sammesteds begyndte han også offentliggørelsen af en oversættelse af Ibn al-Gauzis kulturhistorisk meget lærerige Talbis Iblis. Hvor højt han vurderede værdien af pålidelige oversættelser kan man se deraf, at han i 1894 i sin Chrestomathia Baidawiana ['Udvalgte stykker af Baidawi'] offentliggjorde en engelsk oversættelse af kommentaren til [koranens] 3.sura, ledsaget af talrige forklarende noter, idet han - i tilknytning til Fleischer på dette punkt - regnede beskæftigelsen med Baidawi for en indføring af sine studerende i de vigtigste grene af den islamiske videnskab og de arabiske humanistiske studier. Dette var et betydeligt fremskridt i forhold til tilstandene i Tyskland, hvor begynderen for det meste måtte lede forgæves efter sådanne hjælpemidler.

Den interesse, som Margoliouth nærede for den arabiske litteratur, rakte langt ud over de klassisk-arabiske studier. Han indså tidligt betydningen af Girgi Zaidan og oversatte det fjerde bind af dennes islamiske civilisationshistorie til engelsk under titlen Umayyads and Abbasids ['Umajjader og Abbasider'] (GMS IV 1907). Han beskæftigede sig [også] med det jødisk-arabiske og udgav karæeren Yefet b.'Alis kommentar til Danielsbogen i 1889, - hvor han bevidst fastholdt håndskriftets vulgærsproglige vendinger. Da de lærde søstre Agnes Smith Lewis (1843 - 1926) og Mrs Margaret Dunlop Gibson (1843 - 1920) udgav 41 sider daterede kristen-arabiske håndskrifter i faksimile (Studia Sinaitica XII 1907 ['Sinaj-studier']), skrev Margoliouth en palæografisk indledning dertil. Og da et antal arabiske papyri i 1901 med Jarlen af Crawfords håndskriftsamling overgik til John Ryland bibliotekets besiddelse, påtog Margoliouth sig det møjsommelige arbejde at beskrive dem i et stort Catalogue of Arabic Papyri ['Katalog over arabiske papyri'] (1933). Han hjalp Alphonse Mingana (ca 1881 - 1937), som siden 1915 havde været knyttet til John Rylands bibliotek, med udgivelsen af Kitab ad-din wa d-daula af 'Ali b.Rabban at-Tabari og tilbageviste senere, i sit arbejde On The Book of Religion and Empire (i Proceedings of the British Academy vol.XVI) ['Om Bogen om religion og imperium' i 'Forhandlinger i det Britiske Akademi'], de indvendinger, som Peeters og Bouyges, S.J. havde hævdet mod ægtheden af skriftet.

Margoliouth var begavet med udstrakte sprog- og sagkundskaber og en hurtig opfattelsesevne, [men] også med en livlig fantasi, som lejlighedsvis forledte ham til alt for dristige hypoteser. Hans interesser strakte sig også til det sydarabiske, ætiopiske, hebræiske, aramæiske og syriske sprog; han overvågede trykningen af de sidste hæfter af den Thesaurus Syriacus ['Syrisk Leksikon'], som hans svigerfader Robert Payne Smith havde samlet, og han bistod sin hustru Jessie Payne Margoliouth (død 1933) i hendes syriologiske arbejder. Af og til forsøgte han sig med større sammenfattende fremstillinger, fx skrev han om Muhammed and the Rise of Islam ['Muhammed og islams opkomst'] (1905; 3.opl. 1923) hvori han inddrog mormon-sekten som sammenligningsmateriale , og Early Development of Mohammedanism (1914) ['Muhammedanismens tidlige udvikling'].