Medens repræsentanterne for Leipzigerskolen i deres sproghistoriske forskning mest beskæftigede sig med tekstspørgsmål, påtog en elev af Nöldeke, Hermann (opr. Salomon) Reckendorf (1863-1923) sig at give en samlet fremstilling af den arabiske syntaks. Først skildrede han Die syntaktischen Verhältnisse des Arabischen ['De syntaktiske forhold i arabisk'] (1895-1898) og forsøgte dér, tilskyndet af Hermann Pauls banebrydende Prinzipien der Sprachgeschichte ['Principper i sproghistorien'], at forklare de sproglige fænomener efter junggrammatikernes grundsætninger, hvor ikke begrebsmæssige, logiske, forklaringer (som fx Fleischer søgte dem), men historiske og psykologiske synspunkter var afgørende. I sin Über syntaktische Forschung ['Om forskning i syntaksen'] i almindelighed, ytrede han sig i sin tiltrædelsesforelægning i 1899. I 1921 offentliggjorde han en Arabische Syntax ['Arabisk Syntaks'], hvor han behandlede den samme genstand, og på næsten samme måde, men mere beskrivende og uden forklarende tillæg. Begge bøger indeholder et overvældende materiale af eksempler, som Reckendorf gennem årelang samlervirksomhed havde sammenbragt fra den klassiske poesi og prosa. Han påviste hermed, at fremtidige forskere må skelne skarpere mellem de særlige ejendommeligheder, som kendetegner digtersprog, de forskellige stilarter, sprogområder og sprogperioder. Men så længe der ikke haves en historisk grammatik, så vil Reckendorfs værker hævde deres plads med ære.