Ved siden af Leipzigerskolen havde Berlinerskolen allerede af den grund en særlig betydning for de arabiske studier, at Sachau med sine elever og medarbejdere skabte den store udgave af Ibn Sa'd [8./9.årh.]. Blandt dem, viede Josef Horovitz (1874-1931) den største del af sit livsværk til udforskningen af den tidlige islam. Hans disputats fra 1898 behandlede Waqidis Magazi, og af Ibn Sa'ds værk udgav han begge de dele, som har relation til Muhammeds felttog og til Badr-kæmperne fra Medina. For Caetani undersøgte han bibliotekerne i Kairo, Damaskus og Istanbul for arabiske håndskrifter af historisk indhold (MSOS As 10, 1-68). Også hans udgave af Kumaits Hasimiyat udsprang af historiske interesser. Hans ophold i Indien, som professor i arabisk ved Anglo-Mohammedan Oriental College ['Engelsk-Muhammedansk Orientalsk College'] fra 1907 til 1914, og hans virksomhed som regeringsansat ansvarlig for muslimske indskrifter gjorde ham til en fremragende kender af den indiske islam. Arbejdet i årene i Frankfurt (1915-1931) gjaldt så igen især den tidlige islamiske tid og først og fremmest Koranische Untersuchungen ['Undersøgelser til koranen'], hvor han - i forbindelse med de såkaldte 'afhængighedsspørgsmål' - strengt fastholdt den grundsætning, kun at anvende paralleller som stammer fra før-koransk tid. Af hans skole udgik Heinrich Speyer (1897-1935), som i en flittig og stofrig bog om Die biblischen Erzählungen im Koran ['De bibelske fortællinger i koranen'] (Gräfenhainichen uden år, 509 sider) sammenstillede talrige paralleller fra jødiske og kristne, især syriske, kilder, til de steder [i koranen] hvor gammel-testamentlige skikkelser forekommer [Abraham, Josef, Moses etc.]. I sine undersøgelser til koranen tog Horovitz omhyggeligt hensyn til de før-islamiske digteres sprogbrug og gik med planer om en ordbog over den gammel-arabiske poesi, - til hvilken han, på det orientalske institut i det, i 1925 åbnede, Hebræiske Universitet [i Jerusalem], lod de digtsamlinger, diwan'er, (indtil Umajjadetiden) som forelå i trykte udgaver, 'forsedle' . På hans tilskyndelse påbegyndte samme institut offentliggørelsen af Baladuris Ansab al-asraf ['Adelsslægterne', 9.årh.] (bind IVb, red. Max Schloesinger 1938, og bind V, red. S.D.F.Goitein 1936).

Derimod gjaldt Eugen Mittwochs (1876-1932) - som ligeledes udgav en del af Ibn Sa'd værket, nemlig en del af profetens biografi, - hovedindsats i det væsentlige den abessinske filologi og sabæistikken [ætiopisk]. Hans interesse for det sydarabiske kundgjorde han også i sin bog Aus dem Jemen ['Fra Jemen'] (1926), hvor han udgav den arabiske beretning om den forskningsrejsende Hermann Burchardts (1857-1909) sidste rejse, samt prøver på dialekten i San'a. Mittwoch og den nedenfor omtalte Julius Lippert udgav i forening med øjenlægen Julius Hirschberg (1843-1925) Die arabischen Augenärzte ['De arabiske øjenlæger'] (2 bind, 1904-1905) i tysk oversættelse, - og begge hjalp også Hirschberg med andre arbejder, fx om Die arabischen Lehrbücher der Augenheilkunde ['De arabiske lærebøger i øjenvidenskab'] (1905). Mittwoch ydede endvidere Friedrich Sarre hjælp med dennes arbejder indenfor den islamiske kunsthistorie.

Den netop nævnte Julius Lippert (1866-1911) var af Sachau blevet indført i den græsk-arabiske oversættelseslitteratur og udgav på grundlag af August Müllers forarbejder et udtog af Ibn al-Qiftis Ta'rih al-hukama' ['Filosoffernes historie'] (1903). Af Ibn Sa'd bearbejdede han bind IV. Ved sin virksomhed ved Berliner seminariet blev han foranlediget til at beskæftige sig med Nordafrikas islam-sprog, som han havde lært at kende på en rejse til Tripolis og Tunis.

Friedrich Schwally (1863-1919), som udgav det sidste halvbind af Ibn Sa'ids Sira i 1912, hørte ikke til Berlinerskolen, men var en elev af Nöldeke. Han besørgede i 1902 en mådelig udgave, uden registre , af Baihaqis Kitab al-mahasin wa l-masawi ['Bogen om det gode og det slette']. Hans kendteste værk er nybearbejdelsen af Nöldekes Geschichte des Qorans ['Koranens historie'], hvoraf han færdiggjorde 2 bind (1909 og 1919), medens det afsluttende bind blev besørget af Bergsträsser og Pretzl i 1926-1938.

Blandt medarbejderne på Ibn Sa'd-udgaven var en assyriolog, Bruno Meissner (1868-1947). Han havde allerede tidligere vist sin interesse for de arabiske studier, idet han offentliggjorde ordsprog, gåder, digte og fortællinger, som han havde optegnet under udgravningerne i Babylon (MSOS As. Bd. IV til VII, og B Ass V 1-148), og dermed gav de første mere omfattende efterretninger om en dialekt i det sydlige Irak .

Det nyarabiske repræsenterede, fra 1907, Georg Kampffmeyer (1864-1936), en elev af Socin, ved Berlins seminarium. Hans ældre arbejdede gjaldt fortrinsvis den arabiske dialektforskning, herunder den marokkansk-arabiske [dialekt]. Senere bidrog han meget til at gøre den nyarabiske litteratur kendt i Tyskland.

I lang tid var bibliotekaren ved Berlins seminarium Bernhard Moritz (1859-1939). Han foranstaltede en Sammlung arabische Schriftstücke aus Oman und Zanzibar ['Samling af arabiske ordsprog fra Oman og Zanzibar'] med ordfortegnelse, 1892, og blev i 1896 direktør for biblioteket i Kairo, hvor han fra dets samlinger af skrift-historisk interessante håndskrifter udgav en samling af 188 fremragende lystryk-tavler under titlen Arabic Palaeography ['Arabisk palæografi [læren om gamle skriftformer]'] (1906). Han kendte orienten fra Irak til Marokko af selvsyn og havde, inspireret af H.Kiepert, en forkærlighed for historisk geografi. I sin bog Arabien (1923) gav han værdifulde studier af landets fysiske og historiske geografi, ganske vist endnu uden at kende til The Heart of Arabia ['Arabiens hjerte/indre'] af H.St.Philby (født 1885), som i årene 1917-1918 havde gennemrejst det sydlige Nejd.

Til berlinerkredsen hørte endvidere Friedrich Kern (1874-1921). Han havde drevet vidtstrakte studier i Lausanne, Jena, Leipzig og Berlin og skrevet sin disputats om Md. Osman Galas nyarabiske bearbejdelse af Molières Femmes Savantes ['De lærde kvinder'] i Kairo, hvormed han disputerede hos Vollers, der i 1891 havde behandlet den nyarabiske bearbejdelse af Tartuffe. Han kendte Kairo-dialekten, talte flydende arabisk, havde vidtstrakte kundskaber især om den islamiske åndshistorie, men blev stærkt hæmmet i sin litterære produktion af en nervøs lidelse. Hans hovedværk er udgaven af et fragment af Tabaris Ihtilaf al-fuqaha' ['De retslærdes uenighed'].

Også Mark Lidzbarski (1868-1928) var elev af Sachau, hos hvem han skrev disputats i 1893, De propheticis, quae dicantur, legendis arabicis prolegomena ['Indledning om arabiske, såkaldte profetlegender']. Senere var han hovedsageligt virksom på de aramæiske studiers område, samt den nordsemitiske indskrift-videnskab, epigrafik, og var banebrydende ved sine udgaver og oversættelser af mandæiske tekster.

Ved den berlinske Højere Læreanstalt for Videnskaben om Jødedommen virkede fra 1894 den fra Ungarn stammende Martin Schreiner (1863-1927). Han var elev af Goldziher og forfattede flere dygtige bidrag til den islamiske teologis historie, men bukkede allerede i 1902 under for åndelig formørkelse.