|
Forord
1. Indledning
2. Petrus Venerabilis [ca 1090 - 1157] og den ældste koranoversættelse
Om den historiske situation i Europa i det 11./12.årh. og om problemer og årsager til det manglende kendskab til arabisk sprog. Om Petrus Venerabilis og grundene til hans interesse for en oversættelse af koranen. Hvordan denne oversættelse kom i stand, hvordan den 400 år senere blev trykt i Zürich, oversat til italiensk og tysk, og i alt holdt sig i over 600 år, trods dens fejl og mangler, indtil den blev afløst af Maracci's oversættelse i 1698.
Om denne oversættelses mangler, og den trykte udgaves indhold.
3. Glossarium Latino-Arabicum
Et første tilløb til en ordbog, og en gennemgang af dens mange, tidstypiske mangler.
4. Raymundus Martini [13.årh.]
Tidlige tanker om muhammedanermission, Bacons krav om arabiskkundskaber. Raymundus Martinis fremragede arabiskkundskaber og hans skrifter til brug i missionen.
5. Raymundus Lullus [ca 1233 - 1316]
Raymundus Lullus' personlige historie; hans tanker om muhammedanermissionen og om den sproglige uddannelse af missionærer. Konciliet i Viennes vedtagelse omkr.1310 af oprettelsen af sprogskoler bl.a. i Paris og Oxford.
6. Vocabulista in Arabico [ordbog. 13.årh.]
Om en ordfortegnelse eller ordbog fra det 13.århundrede: hvad man kan sige om dens oprindelse: dens fejl og mangler.
7. Fra middelalderen til nyere tid
Fra 1306 til 1609, først og fremmest i Spanien: kampe med islam, omvendelsesforsøg og inkvisition, og endelig udvisning af alle muslimer fra spansk område.
8. Pedro de Alcalá [15.årh.]
Pedro de Alcalá's Vocabulista og Arte, en ordbog og en grammatik, som blev trykt i Granada i 1505, og var skrevet med henblik på spanske muhammedanermissionærers arbejde i Granada. En grundig gennemgang af dens fortjenester, først og fremmest det interessante, at den behandler den arabiske dialekt som taltes i Granada ved denne tid, - altså ikke det officielle arabisk.
9. Arabiske studier i Italien ved begyndelsen af de 16.århundrede
Overgangen fra middelalder til humanisme og renæssance: en bog trykt med arabiske typer i 1514 i Italien og Leo Africanus i Rom, hans beskrivelse af Afrika. Skikkelser og skæbner, og muhammedanermissionen som går i sig selv.
10. Wilhelm Postel [1510 - 1581]
Postel og hans sproggeni. Hans hovedværker Linguarum XII Alphabetum og Grammatica Arabica; hans senere eventyrlige og fantastastiske skæbne og den politiske historie i hans levetid.
11. Tidlige arabiske studier i Tyskland
Tremellius, Spey, Christmann og deres famlende forsøg på at nå videre med det arabiske.
12. Joseph Scaliger [1540 - 1609]
En polyhistor og hans hovedværk: om alverdens kalendersystemer, - og astronomi.
13. Begyndelsen til arabisk bogtryk
Det første arabiske trykkeri indrettet i Rom i 1580'erne, med Raymundus som trykker, og Avicennas Kanon som mesterværket, - foruden nogle grammatikker. Efterlignes andre steder: Raphelengius i Holland, Peter Kirsten i Breslau.
14. Thomas Erpenius [1584 - 1624]
Erpenius blev den første professor i arabisk ved universitetet i Leiden i Holland, og han grundlagde dets førerstilling i arabiske studier, en stilling som holdt sig i 200 år. Erpenius lagde grundvolden til videnskabelige arabiske studier i Europa. Hans grammatik var eneherskende i flere hundrede år og både den, hans lærebøger og andre værker blev efterlignet i hele Europa. Flere gang i dette kapitel har Fück anledning til mere principielle betragtninger.
15. Arabiske studier i Frankrig og Italien fra 1620 til 1650.
Geografi og grammatik og religiøse bestræbelser på forening af de orientalske kirker med den katolske kirke. Maronitiske kristnes arbejder og den første franske oversættelse af koranen, - siden oversat derfra til andre europæiske sprog.
16. Jacobus Golius [1596 - 1667]
Erpenius' elev og efterfølger på lærestolen i Leiden. Modsat Erpenius rejste Golius i flere år i den arabiske verden, og udover en mængde andre udgivelser, som gjorde den arabiske historie og litteratur kendt i Europa, skrev han et arabisk-latinsk leksikon, som i 200 år skulle blive det almindeligt brugte klassisk-arabiske leksikon, - indtil Freytags ordbog afløste det. Fück gennemgår dette leksikons baggrund meget grundigt.
17. Samuel Bochartus [1599 - 1667]
En anden af Erpenius' elever, - som i lighed med andre søgte at bruge det nyligt vundne kendskab til arabisk som hjælp til at forstå bibelteksterne. Det gamle testamente er skrevet på hebræisk, som er nært i slægt med arabisk, og de mange sproglige problemer dér, har man søgt at løse gennem studier i det arabiske ordforråd. Bochartus skrev et stort værk om dyrenes navne i det gamle testamente, Hierozoicon.
18. Eduardus Pocockius [1604 - 1691]
Også i England var det mest for bibelforskningens skyld at man studerede arabisk. Pocock havde rejst og arbejdet i orienten, og blev så professor i Oxford i 1636. Her medvirkede han til den mangesprogede bibeludgave man da udgav (London Polyglotten), han udgav desuden arabiske bøger med latinsk oversættelse. Mest kendt blev hans Specimen Historiae Arabiae, som er et udtog af den arabiske historie, - nogle mindre væsentlige tekster, men nogle meget værdifulde kommentarer - som i over 200 år skulle få stor indflydelse på vesterlandets forståelse for den arabiske verden, dens kultur og religion.
19. Arabiske studier i Tyskland i det 17.århundrede
Arabiske studier i Tyskland haltede meget bagefter de øvrige landes, og blev mest bedrevet af teologer, som bibeskæftigelse. En læge, Elichmann, forfattede et skrift, som senere udgaves af Salmasius, som også udgav en bog om arabiske lægebøger. En reformert teolog, Hottinger, udgav en vigtig bog, Promptuarium, med arabisk litteraturhistorie og bibliografi., - samt en kirkehistorie, baseret på arabiske kilder. Katolske teologer beskæftigede sig endnu mindre med arabisk. Meninski gik fallit på at udgive sin fremragende tyrkiskordbog og Podesta skrev nogle ubetydelige værker.
20. De første Koranudgaver
Osmannerrigets tiltagende svaghed i slutningen af 17.århundrede giver europæerne et pusterum, hvor de evner at se mindre følelsesladet på islam og koranen. Endnu i 1650'erne var det af paven forbudt at trykke koranen, men nu udkommer der to udgaver lige efter hinanden: Hinckelmanns i 1694, men først og fremmest Marracci's i 1698, med oversættelse, kommentar og gendrivelse af islam.
21. Et mellemspil (Negri und Dadichi)
Om to farverige skikkelser Salomo Negri og Carolus Dadichi, som i mangel af bedre kræfter måtte hjælpe med arabiskundervisningen, samt meget andet i Europa i årtierne omkr. år 1700.
22. Arabiske studier i den tidlige oplysningstid
Noget afgørende skete med oplysningstiden, hvor man begyndte at interessere sig for arabiske studier for deres egen skyld - og ikke blot som underafdeling af teologi og bibelvidenskab. Det var begyndt med en lidt naiv men fashionabel interesse for Kina i det 17.århundrede, først og fremmest i det dannede borgerskab, senere smittede det i det 18.årh. også af på de arabiske studier. Milepæle blev d'Herbelots 'Orientalske bibliotek' fra 1697 og A.Gallands oversættelse af 1001 nat i 12 bind fra 1704 - 1717. Med Adrianus Relandus så man de første tilløb til et nuanceret syn på islam. Leibniz (og mange oplysningsfolk med ham) så Muhammed som en forkynder af den naturlige religion, og i 1730 trykkes en roman af en Boulainvilliers, hvor Muhammed er helt og forkynder af en fornuftsreligion. Georg Sales koranoversættelse til engelsk fra 1734 var et stort fremskridt, og navnlig den Prelimininary Discourse, som indledte den, blev hurtigt oversat til andre sprog, og var både begyndelsen og en væsentlig kilde til reel og upolemisk viden om islam og koranen de næste hundrede år.
23. Albert Schultens [1686 - 1750]
- i Leiden i Holland, var en overgangsskikkelse, for hvem de arabiske studier stadig hovedsagelig havde interesse som hjælpevidenskab til studiet af bibelens gamle testamente. Fück skriver i den anledning nogle væsentlige betragtninger over, hvad man kan, og ikke kan, bruge sammenlignende sprogvidenskab til, fx også når det gælder at tyde det gamle testamentes ofte meget ødelagte hebræiske tekst.
24. Johann Jakob Reiske [1716 - 1774]
- var til gengæld, ifølge Fück, den første som studerede arabisk for det arabiskes egen skyld, uden interesse hverken for andre semitiske sprog eller for eventuel gavn for de bibelske studier. Reiske skrev sine erindringer, som fortæller en meget dramatisk og tragisk historie om en mand, som stædigt forfulgte sine mål, miskendt både af fagfæller, som Schultens, og af teologer. Han banede afgørende nye veje i fortolkningskunsten, og placerede den arabiske historie som en del af universalhistorien, og forlangte at man værdsatte den som sådan. Hans interesser var de arabiske historikere, og han var i øvrigt en dygtig græsk filolog tillige med.
25. Maroniter og sprogdisciple
En forholdsvis død periode fra omkr.1690 til omkr.1750, hvor det synes som om de arabiske studier skulle uddø både i protestantiske og katolske lande. Det væsentligste katolske bidrag var en række kataloger over de store håndskriftsamlinger [Vatikanet, Eskorial, m.fl.] og så et fascinerende mellemspil i Paris og i Wien, hvor jesuitter holdt skole for unge drenge, med grundig sproglig og almen dannelse, med henblik på at de som voksne at skulle drive mission. Disse 'sprogdisciple' kan følges i den senere historie i Fücks bog.
26. Sir William Jones [1746 - 1794]
William Jones var uddannet jurist og en kendt skikkelse i England, ved sin oversættelse af 'asiatiske' digte, som snart blev oversat til tysk og som blev begyndelsen til 'den æstetiske værdsættelse af den arabiske digtning, som nåede sit højdepunkt i romantikken, og som i midten af det 19.århundrede skulle blive afløst af den grammatiske og så af den historiske tilgang'. Fück gennemgår lærerigt de problematiske sider af Jones' 'asiatiske digte'. I 1783 blev William Jones udsendt som dommer til Bengalen i Indien, hvor han, sammen med andre, blev banebrydende for Europas kendskab til Indien og det nyopdagede oldindiske sprog sanskrit. Som mere digter end forsker var det skønheden i den orientalske poesi som fængslede ham, men som jurist iværksatte han fx også et oversættelses- og sammenfatningsprojekt af hinduisk og muslimsk lov i Indien. Han og hans fæller grundlagde Asiatic Society of Bengal, hvis 'Asiatick Researches' var stærkt fremmende for den orientalske begejstring i Europa. Hans historie tilhører ellers mest den indiske filologi, hvor han tilgæld var helt afgørende.
27. College of Fort William [Indien]
Efter at guvernørerne Warren Hastings og Lord Wellesley havde forsøgt at få det ostindiske kompagni interesseret i en mere alsidig uddannelse af sine ansatte, lykkedes det først i år 1800 at få oprettet College of Fort William, som en - udelukkende - sprogskole. Her virkede i en årrække udenlandske og indfødte sproglærere, og en rig oversættelses- og udgivervirksomhed fandt sted. Fück gennemgår denne virksomhed ret så detaljeret. Fra 1820erne gik skolen tilbage (blev lukket i 1854), - den dybere årsag var 'et almindeligt skifte i synet på værdien af de orientalske studier. Hvor man tidligere havde betragtet Indien i det forklarede, sværmeriske lys, hvori oplysningstiden og romantikken så alt fra orienten, så skete der nu et tilbageslag under indtryk af den prosaiske virkelighed'.
28. Silvestre de Sacy[1758 - 1838]
Trods Englands ovennævnte afgørende betydning for de orientalske studier, blev det dog Frankrig, hvor oplysningstankerne havde virket mest radikalt frigørende (fra navnlig kirke og teologi), som fik førerstillingen ved århundredskiftet, gennem Silvestre de Sacy. Desuden nødvendiggjorde Frankrigs politiske interesser i orienten studier af orientalske sprog. På Langlès foranledning oprettedes i 1795 en skole for de levende orientalske sprog, - bl.a. til uddannelse af tolke. Her blev de Sacy i 1795 ansat som professor i arabisk, og han omformede skolen til en lærd anstalt, hvorfra han udøvede en altafgørende indflydelse på et væld af områder, og over hele Europa. Hans arabiske grammatik og arabiske tekstsamling blev standardværker, og Fück opregner i dette lange kapitel et væld af detaljerede biografiske og bibliografiske oplysninger om de Sacy selv, samt om hans talrige elever. Og midt i det hele: en arabisk stemme hæver sin kritiske røst, og en tværkontinental videnskabelig dialog finder sted.
29. Josef von Hammer-Purgstall [1774 - 1856]
Som det foregående, er også dette kapitel fyldt med detaljerede bibliografiske oplysninger, - navnlig om indholdet i den udgivelse, 'Orientalsk Guldgrube', som Hammer-Purgstall stod for i årene 1809-1818, og hvormed han - trods sine egne videnskabelige mangler, - fik afgørende indflydelse på, at de orientalske studier også i Tyskland fik deres selvstændige plads, uafhængig af teologi og kirke. Han har 'forkyndt et nyt billede af orienten i Tyskland, på et tidspunkt, hvor de arabiske studier truede med at komme ind i en blindgyde.'
30. Georg Wilhelm Freytag [1788 - 1861]
- skrev et arabisk-latinsk leksikon, som pga sin fyldighed brugtes endnu på Fücks tid (1955). Desuden udgav han en samling arabiske ordsprog, samt en fremstilling af den arabiske versekunst, som ligeledes holdt sig til Fücks tid.
31. Heinrich Ewald [1803 - 1875]
Var en kendt gammeltestamentler, og nævnes vist egentlig kun her, i den arabiske sammenhæng, fordi både Nöldeke [kap.52] og Wellhausen [kap.55] 'livet igennem vedkendte sig ham som deres lærer'. Han gjorde et stort forarbejde til den (sammenlignende) semitiske sprogvidenskab.
32. Friedrich Rückert [1788 - 1866]
'Hvor den spekulative sprogfilosofi allerede med Ewald var blevet indført i de arabiske studier, så kom med Friederich Rückert romantikkens ånd til fuld udfoldelse'. Han beskæftigede sig udelukkende med den orientalske digtekunst, 'hvis væsen han med den ægte romantikers usvigelige instinkt intuitivt fattede og vidste at gengive med uforlignelig sprogfornemmelse i tyske vers. Hans oversættelse af … Hamasa … og fortyskning af Hariri…tilhører den tyske litteratur.'
33. Edward William Lane [1801 - 1876]
Forfatter til 2 klassikere: 'En beretning om de moderne ægypteres sæder og skikke' fra 1836, - kendt langt ud over de arabisk-interesseredes kredse, samt et (ufuldendt) ordbogsværk af monumentale dimensioner: over 3000 sider, ca 75% af stoffet, minutiøs gennemgang af arabiske ord, deres betydning, og med henvisninger til de arabiske, persiske og tyrkiske ordbogsværker, som han har øst af.
34. Heinrich Leberecht Fleischer [1801 - 1888]
Fleischer var sin tids største arabist, og med ham blev Leipzig førende på dette område. Han var 'rationalist' og uinteresseret i al mystik, analytiker, og med manglende anlæg for syntese. I dette detaljerede kapitel redegøres for Fleischers indsats, som tilsyneladende først og fremmest var indirekte, - som akademisk lærer. Hans udgivelser var detailundersøgelser, og samlinger af sådanne undersøgelser. Fleischer var stærkt medvirkende ved dannelsen af det Tyske Orientalske Selskab, - Deutsche Morgenländische Gesellchaft, - og ved redigeringen af dets tidsskrift og det udgivelser.
35. Historismens indtog i de arabiske studier
Den historiske betragtningsmåde fik en meget stor betydning for de arabiske studier, men det tog lang tid for den at sætte sig igennem overfor romantikkens orientbillede, som ganske anderledes talte til fantasi, ånd og sjæl. Abraham Geiger blev en forløber for historismen. Han var opvokset i den ortodokse jødedom, men blev leder af den tyske reformjødedom, og fik igennem den udvikling en særlig forståelse for historiske processers væsen, som han brugte i nogle store værker, om bibeltekstens historie indtil afslutningen af talmud, samt om koranens afhængighed af jødedommen. - Også Gustav Weil var jøde og skrev nogle grundlæggende værker om islams historie som til dels stadig står ved magt.
36. Aloys Sprenger [1813 - 1893]
Sprenger tilbragte en snes år i Indien, hvor han var rektor for madrasaen i Delhi, hvorfra han forestod mange og vigtige udgivelser, bl.a. i serien Bibliotheca Indica, - oversættelser og tekstudgaver. Han skrev en Muhammedbiografi, som i et halvt århundrede 'beherskede det dannede Tysklands billede af islam'.
37. William Muir [1819 - 1905]
Muir skrev, til dels på grundlag af Sprenges materialer, men med en helt anden, absolut selvstændig synsvinkel, en Muhammedbiografi i 4 bind, som sammen med to andre værker danner en sammenhængende fremstilling af islams historie frem til slutningen af 16.århundrede, som blev meget udbredt i den engelsk-sprogede verden.
38. Reinhart P. Dozy [1820 - 1883]
Dozy, som var professor ved universitet i Leiden, Holland, var den, som stillede studier af det mauriske Spaniens historie på fast grund. Indtil da var det romantiske sværmerier af Chateaubriand, Murphy og Washington Irving, som havde bestemt billedet, nu kom der gennem tekstudgivelser og samlede fremstillinger fast grund under studierne. Han udgav desuden et ordbogstillæg, som blev et vigtigt redskab i den arabiske filologi.
39. Michele Amari [1806 - 1889]
Amari var søn af en sicilianer, og 'hvad Dozy gjorde for den spanske histories mauriske periode, det gjorde Michele Amari for Siciliens historie under det arabiske herredømme', - ved tekstudgivelser og samlede fremstillinger.
40. Alfred von Kremer [1828 - 1889]
Østrigeren Kremer tilbragte mange år i orienten: Syrien, Libanon og Ægypten, inden han vendte tilbage til Wien. Han skrev i denne periode nogle afgørende bøger, bl.a. om Ibn Khaldun, om kulturhistorie, samt en 'Skildring af de herskende ideer i islam', som udmærker sig ved deres dybsindighed og rigdom på iagttagelser. Han indsamlede mange håndskrifter i denne lange periode.
41. Samlinger af arabiske håndskrifter
De fremskridt, som de arabiske studier oplevede i det 19.årh. skyldtes bl.a. den store rigdom af materiale, af håndskrifter, som efterhånden var kommet til Europa. Fück gennemgår i dette kapitel i oversigtsform, samt i tal og navne, hvordan de europæiske håndskriftsamlinger voksede.
42. Wilhelm Ahlwardt [1828 - 1909]
Ahlwardts største og blivende indsats, var frugten af 20 års arbejde: et katalog i 10 bind over håndskriftsamlingerne på biblioteket i Berlin: minutiøst og med en nøjagtig indholdsangivelse af hvert værk. Det skulle være et forarbejde til en arabisk litteraturhistorie. Han var 'den sidste af romantikerne blandt arabisterne', og udgav også digte i oversættelse.
43. Charles Rieu [1820 - 1902]
Mange samlinger blev i disse år katalogiserede: Wien, München, Gotha, India Office, Paris, - men kun Charles Rieus katalog over 1300 nytilkomne håndskrifter på British Museum, kunne måle sig med, hvad Ahlwardt gjorde for Berlins museum. Han sluttede som professor i Cambridge.
44. Ferdinand Wüstenfeld [1808 - 1899]
De store tilgange af håndskrifter til bibliotekerne, samt disses katalogisering, medførte også en omfattende udgiveraktivitet. At de mange som hermed bidrog til at gøre teksterne alment tilgængelige, indtager Wüstenfeld er særplads pga hans udgavers kvalitet, samt udgivelsen af nogle meget benyttede opslagsværker til kronologi og biografi.
45. Arabiske studier i Rusland fra 1850 til 1880
En oversigt over universitetet i Skt.Petersborgs første årtier, hvor jøden Daniel Chwolsons arbejder med sabierne synes at indtage en særstilling. Andre af hans arbejder havde et mere fantastisk indhold. Ægypteren Md. 'Aiyad at-Tantawi underviste i arabisk og Kasem-Bek i persisk.
46. Arabiensrejsende
Arabiens isolation og det deraf følgende ukendskab til selve landet og dets indbyggere, blev afhjulpet af rejsende og deres beretninger. Richard Burton besøgte Mekka og havde et udstrakt kendskab til hele den islamiske verden fra Indien til Vestafrika, - hvad der kom noterne til hans oversættelse af 1001 nat til gode. Andre rejsende var Matzan, Wrede, Keane og Hurgronje, - men med Charles Doughty og hans Travels in Arabia Deserta som det absolutte højdepunkt, hvad videnskabeligt udbytte angår.
47. Arabiske studier i de nordiske Lande fra 1850 til 1900
Tornberg i Sverige, som udgav Ibn al-Atirs Krønike i 14 bind, Caspari i Norge, som skrev en arabisk grammatik, som fik vid udbredelse, - samt Mehrens i Danmark, som skrev en bog om arabernes talekunst, som endnu ikke [1955] er erstattet af noget bedre.
48. Arabiske studier i Frankrig fra 1840 til 1870
Med Ernst Renan, senere mest kendt for sin bog om 'Jesu liv', holdt historismen sit indtog i de orientalske studier i Frankrig. Han skrev om Averroës og om de semitiske sprogs historie, og tog initiativ til udgivelsen af arabiske indskrifter, - men senere vendte han sig til bibelske studier, uden at komme tilbage til det orientalske. Kapitlet beskriver nogle andre mere specialiserede forskeres arbejde, - men fortæller også om udforskningen af den arabiske astronomi, matematik og naturvidenskab, - samt af den jødisk-arabiske litteratur, og af den jødiske sekt karæernes historie.
49. William Wright [1830 - 1889]
'Med grundlæggeren af Cambridgeskolen, William Wright…..begynder den nyere britiske arabistik'. Hans grammatik står i senere bearbejdelser stadig ved magt. Han udgav talrige værker indenfor de syriske studier, og hvad det arabiske angår, var hovedværket hans udgave af Mubarrads Kamil. Han var en fremragende underviser, udgav materialer til undervisningen og prøvede at vække interesse for den sammenlignende sprogvidenskab. Her omtales summarisk også E.H.Palmer, som bl.a. oversatte koranen til Max Müllers Sacred Books of the East.
50. William Robertson Smith [1846 - 1894]
- var skotte, og arbejdede i Aberdeen, indtil han mistede sin stilling pga. sin tilslutning til 'bibelkritikken'. Han kom til at efterfølge både Wright og Palmer i Cambridge, og er mest kendt for sine bøger om 'Slægtskab og ægteskab i det ældste Arabien' og 'Semiternes religion'.
51. Michael Jan de Goeje [1836 - 1909]
Det opsving for de arabiske studier i Holland, i Leiden, som var begyndt med Dozy, tog nu et stort skridt fremad med de Goeje, som i talrige tekstudgaver indførte de fra den klassiske filologi kendte metoder til tekstkritik og tekstudgivelse i arabistikken. Det største værk var den store udgave af Tabari, som en internationalt sammensat gruppe af lærde under de Goejes ledelse udgav i 15 bind i årene 1879 - 1901. Fück gennemgår detaljeret denne udgivelses data.
52. Theodor Nöldeke [1836 - 1930]
'Nöldeke ydede på vidtstrakte felter som sprog- og sagforsker, som udgiver, oversætter, grammatiker og kritiker et så omfattende og værdifuldt arbejde, at han må gælde som den betydeligste tyske orientalist på den tid'. Hans 'Koranens historie' fra 1880 lagde fast grund under alle fremtidige studier vedrørende koranens opståen, samling og overlevering. Senere skrev han en mandæisk og en syrisk Grammatik. Fück bruger godt anvendt plads på at beskrive de egenskaber ved Nöldekes indstilling til forskningen, som gør, at hans arbejder stadig har blivende værdi.
53. Ignazio Guidi [1844 - 1935]
'Hvad Nöldeke var for Tyskland, det betød Ignazio Guidi (1844 - 1935) for Italien. Han var … positivist, skarpsindig og mistroisk overfor spekulationer og hypoteser. Begges arbejdsområde rakte langt ud over det semitiske…. .Studiet af de orientalske kirker og deres litterære mindesmærker, hvad enten det var på koptisk, syrisk, arabiske eller ætiopisk, stod Guidi nær, - opvokset, som han var, med kirkefædrene og velbevandret i det romerske pavedømmes historie'. En række mere specielle udgivelser opregnes.
54. Viktor Rosen [1849 - 1908]
Rosen endte som professor ved universitetet i Skt.Petersborg, og 'det opsving, som de arabiske studier tog i Rusland efter 1870, er nært knyttet til navnet Baron Viktor Romanovi? Rosen'. Var medarbejder på Tabari-udgaven i Leiden og grundlagde det første rusiske fagtidsskrift for orientalske studier. Tiesenhausen, som var mønt-forsker, var samtidig med Rosen.
55. Julius Wellhausen [1844 - 1918]
Wellhausen var begyndt som teolog, hvor han havde haft revolutionerende betydning for kildekritikken i de 5 mosebøger. Han kom til de arabiske studier 'med det formål, at lære det vildskud at kende, hvorpå tora-kvisten er blevet podet af præster og profeter', - altså lære den før-islamiske arabiske hedenskab at kende. Det fandt han bl.a. i digtningen (som ellers ikke interesserede ham) og han skrev en række værker om arabisk historie og 'Rester af arabisk hedenskab', som fik stor betydning. 'Endnu i dag er Wellhausens vægtige bog ['Det arabiske rige og dets fald', 1902], den mest imponerende fremstilling vi har af islams politiske historie indtil Umayadernes undergang.'
56. Ignaz Goldziher [1850 - 1921]
Goldziher var ungarsk jøde og havde fået en talmudisk oplæring, foruden sin tids gængse. På denne baggrund blev det idehistoriske, kultur- og religionshistoriske tilgange til stoffet, som havde hans store interesse, og han skrev nogle kontroversielle værker om myter i det gamle testamente, inden han gjorde sin hovedindsats i de islamiske studier. Disse koncentrerede sig om islamisk teologi, dens historie - som han for første gang indskrev i den politiske historie. Den religionshistoriske udforskning af islam måtte dermed tages op igen. I sit alderdomsværk 'Retninger indenfor den islamiske koranfortolkning', behandler han fortolkningshistorien fra den tidligste begyndelse til Goldzihers egen tid, 1920. 'Han havde en større indvirkning på islamstudiernes gang, end nogen anden af sine samtidige og har på afgørende måde udstukket kurs og udviklingsretning for forskningen'.
57. Christian Snouck Hurgronje [1857 - 1936]
'Goldzihers banebrydende arbejder på de islamiske studiers område, blev på det fineste suppleret af hollænderens Snouck Hurgronje….. [som] viste, at den tørre kasuistik, man finder i fiqh, var en facade, bag hvilken skjulte sig en sej kamp mellem den ideale…retsnorm..og.. sædvaneretten. Dermed gav han plads til den religions- , rets- og kulturpolitiske forståelse af de arabiske retsbøger.' - Hurgronje var i 17 år aktiv i den hollandske kolonialforvaltnings sammenhænge, og skrev også om Indonesien og fx Atjèher-folket dér. Hans sluttede som professor i arabisk i Leiden.
58. Eduard Sachau [1845 - 1930]
Sachau er kendt for sin udgaver: af en arabisk bog om fremmedord i arabisk, af Biruni, samt især: af Ibn Sa'ds store 'klassebog'. Denne sidste arbejdede han, sammen med en række andre, på i over 25 år. Desuden skrev han en 'Rejse til Syrien og Mesopotamien', samt udgav forskellige syriske skrifter.
59. August Müller [1848 - 1892]
- skrev disputats indenfor den arabiske digtning, men hans næste større værk var en 'De græske filosoffer i den arabiske overlevering', - et bidrag til naturvidenskabens historie i islam. Fück fortæller om trykningen af værket, i Kairo, og de problemer det medførte. - Senere skrev Müller en historisk fremstilling af 'Islam i Østen og Vesten', som trods sine mangler blev standardværk blandt det læsende publikum i Tyskland i næsten 50 år.
60. Arabiske studier i Tyskland fra 1870 til 1900
Et meget teknisk og tørt kapitel, om en række mindre skikkelser i de arabiske studier: Loth, Spitta, Vollers, Jahn, Socin m.fl. Her forskes i arabiske dialekter, fremmedord i arabisk, i syrisk, og der udgives arabiske værker.
61. Bibliograferne
Ligeledes et tørt og teknisk kapitel, hvor der omtales de forsøg, - som til sidst måtte opgives, - på at holde sammen på hvad der fandtes af fx europæisk litteratur om arabisk, arabiske studier etc. Herunder også mere specielle bibliografier: om lægevidenskabelig litteratur, om oversættelser af de græske forfattere etc.
62. Arabiske studier i Frankrig fra 1870 til 1914
'Medens det andre steder fortrinsvis var på undersøgelsen af de religiøse og politiske ideer i islam og islams historie man havde anvendt den historisk-kritiske metode, så rettede de franske forskere i langt højere grad deres blik på de samfundsmæssige fænomener, på stammer, grupper, forbund, ordner og broderskaber, og bragte derigennem et righoldigt materiale til veje, som vil have stor betydning for en fremtidig 'islams sociologi'. - Dette kapitel omtaler desuden forskning, foretaget i Nordafrika, Madagaskar og østasien, mm.
63. Arabiske studier i Østrig fra 1870 til 1914
Her opregnes og bedømmes en række skikkelser blandt Wiens orientalister, - med David Heinrich Müller, som den mest markante. Han udgav afdøde Siegfried Langers rejsenoter fra Sydarabien, og kom selv til at lede en ekspedition dertil, hvorfra han udgav bøger om Mehri- og Sokotrisprogene. Et mindre heldigt sidespor var hans bøger om Hammurabis lov og hans dér udviklede teser om Abrahams rolle i retshistorien. Hans styrke lå i filologien og leksikografien.
64. Alois Musil [1868 - 1944]
Alois Musil var en farverig skikkelse: opdagelsesrejsende i den arabiske verden: Syrien, Nordarabien og Mesopotamien. Hans opdagelse af slottet Qusair 'Amra fra det 8.årh. vakte efter den første skepsis betydelig opsigt, og han udgav en rækker værker som for første gang detaljeret og pålideligt redegjorde for disse områders geografi, topografi. Efter et års rejse sammen med Rwala-beduinerne, udgav han en 'Rwala-beduinernes sæd og skik', som udover det topografiske indhold også gav et enestående indblik i beduinernes levemåde og tankesæt.
65. Arabiske studier i Spanien fra 1870 til 1914
I Spanien var arabiske studier motiverede af interesse for Spaniens egen historie, og spørgsmålet om, hvilken rolle de 800 års arabiske herredømme dér havde haft i landets udvikling. Efter megen almindelig humanistisk interesse, begyndte Dozy i Holland (!) og Codera i Spanien en mere videnskabelig udforskning, men højdepunktet i Spanien nåedes med Ribera, hvis interesse samlede sig om den arabiske digtnings evt. indflydelse på troubadurdigtningen og på Dantes guddommelige komedie. Hans fremragende efterfølger Palacios skrev om spansk sufisme og islamisk religiøse idehistorie.
66. Martin Hartmann [1851 - 1918]
- kæmpede i Tyskland for indrømmelsen af betydningen af en særskilt islam-videnskab, - sådan som man allerede i Frankrig havde indrettet lærestole for den. Hans vidtstrakte interesser, især for det folkelige og det samtidige gjorde hans indsats forskellig fra den etablerede arabiske videnskab, og kun i udlandet forstod man hans betydning.
67. D.S.Margoliouth [1858 - 1940]
Efter en mindre betydningsfuld periode i det 19.årh. oplevede de arabiske studier i Oxford en ny opblomstring med Margoliouths ansættelse som professor i arabisk i 1889. Hans hovedindsats var tekstudgaver, som opregnes i dette kapitel. Margoliouth var muligvis den første som sammenlignede islam med mormonismen, som senere Eduard Meyer gjorde det systematisk i en bog fra 1912 (se noten i kapitlet).
68. Arabiske studier i Cambridge fra 1890 til 1914
I Cambridge havde Rieu [kap. 43] efterfulgt Robertson Smith [kap.50], og kapitlet nævner en række lærde: Bevan, Lyall, Krenkow, før det når frem til nogle strålende skikkelser i den angelsaksiske verden: E.G.Browne og R.A.Nicholson, som omtales lidt for summarisk. Den første, 'Persiske Browne', udgav efter en længere rejse i Persien en klassisk rejseberetning og i Cambridge forfattede han en persisk litteraturhistorie i 4 bind, den første af sin art. Nicholson er kendt som den utrættelige oversætter af Rumi, samt for en længere række skrifter som åbnede Europas forståelse for islams mystik, for sufismen, metafysikken…;
69. E.D. Ross [1871 - 1940] og Th.. W. Arnold [1864 - 1930]
Med åbningen af School of Oriental Studies i 1917, kom London langsomt med i de orientalske studier, - med Ross som prof. i persisk, og senere Arnold i arabisk. Denne sidste skrev en 'Islams forkyndelse' og beskæftigede sig (som den første?) indgående med mu'taziliterne. Efter en bog om kalifatet, som fik stor udbredelse, skiftede hans interesseover til kunsthistorien.
70. D. B. Macdonald [1863 - 1943]
Uddannet i England, blev MacDonald den første betydelige arabist i Amerika. Han underviste på et teologisk seminarium, Hartford i Connecticut, og skrev bl.a. for kommende missionærer. 'I alt dette var han hverken ensidig eller intolerant, men betragtede det som et paradoks i en missionærs liv, at måtte elske det folk, han arbejdede iblandt, samt dets livsførelse, også selv om han søgte at ændre den'. Han skrev om muslimsk teologi, om 'den religiøse indstilling' i islam, - samt om 1001 nats overleveringshistorie.
71. Arabiske studier i Schweitz fra 1870 til 1914
Heinrich Steiner fra Zürich, skrev i 1865 en bog om Mu'taziliterne, som fik varig indflydelse på udforskningen af den islamiske åndshistorie. I Basel virkede Adam Mez, hvis bog 'Islams Renaissance' fra 1922 blev oversat til mange sprog: en fremstilling af alle sider af den islamiske kultur i det 10.årh. Andre navne var Shulthess, og Jean-Jacques Hess, hvilken sidste ved selvsyn erhvervede sig et enestående kendskab til de centralarabiske beduiners levevis. Heinrich Suter var en stor kender af arabisk matematik og astronomi.
72. Max von Berchem [1863 - 1921]
- var grundlæggeren af den arabiske epigrafik, læren om indskrifter, og størstedelen af hans virke handlede herom.
73. H. Lammens og Beiruterskolen [1862 - 1937]
Fück beskriver den 'hyperkritiske' tendens, der gennemtrængte mange universitetsstudier ved begyndelsen af det 20.årh. Her var jesuitten Lammens en fremragende repræsentant, og efter hans gennemgang af materialet om Muhammed, om hans nærmeste medarbejdere, om koranen, etc, er der ikke meget historisk pålideligt tilbage, andet end en historisk roman, sammenvævet ud fra koranen, hvis vage hentydninger er det eneste historisk pålidelige i hele sirr. - Andre jesuitiske lærde var fx Cuche, Belot, Cheikho og Salhani. Cheikho 'var tilbøjelig til at overvurdere kristendommens indflydelse i det før-islamiske Arabien' og Fück giver ham nogle tørre bemærkninger med på vejen.
74. Leone Caetani [1869 - 1935]
- forskede hele sit liv i islams historie, og udgav en række kildeværker i italiensk oversættelse, - Annali dell'Islam - samt kronologiske værker.
75. Carlo Alfonso Nallino [1872 - 1938]
Nallino huskes hovedsagelig for sin udgivelse og delvise oversættelse og kommentar til al-Battanis store astronomiske værk i årene 1899-1907, - et værk som havde haft stor indflydelse på den europæiske astronomi og trigonometri.
76. V. V. Barthold [1869 - 1930]
Elev af Rosen, som foruden en stor indsats i den russiske sammenhæng han stod i, gjorde afgørende studier i Mellemasiens historie.
77. Ignatij Kra?kovskij [1883 - 1951]
En anden af Rosens elever, hvis hovedindsats lå på den nyarabiske litteraturs område. Desuden havde han usædvanlig succes med sine erindringer i 1945, 'Blandt arabiske håndskrifter', som delagtiggør læseren i en orientalists arbejde, og blev oversat til flere sprog. Schmidt, Petrov og Vasiljev og deres arbejde omtales her, - Petrov studerede de arabiske og spanske digtere og deres indbyrdes forhold [jfr. kap 65]
78. Arabiske studier i de nordiske lande fra 1890 til 1914 *****
I Danmark virkede Frantz Buhl, hvis bog fra 1903 om 'Muhammeds liv' er 'en fremragende fremstilling af profetens liv, udmærket ved omhyggelig anvendelse af litteraturen, et godt kendskab til kilderne og velovervejet kritik'. Johannes Østrup skrev studier over 1001 nat og over Damaskusfortællingerne, - og Besthorn, - i samarbejde med den klassiske filolog Heiberg - fremragende arbejder om den arabiske matematik og astronomi.
I Lund var Almkvist og Landberg virksomme på de arabiske dialekters område, og i Uppsala var Zetterstéen en fremragende semitisk filolog (oversatte koranen til svensk). I Norge arbejdede Seippel med 'arabiske kilder til normannernes historie'.
79. A. Fischer og Leipziger skolen [1865 - 1949]
Både Fischer og Bergsträsser arbejdede intensivt med koranen, - den første, med sin fremragende fortolkningskunst, i et værk om koranens tredje sura, oversættelserne deraf - samt deres utilstrækkelighed og hvorfor. Bergsträsser arbejdede også med sproghistorien, den semitiske, samt islamisk ret.
80. H. Reckendorf [1863 - 1923]
- gjorde en stor indsats for den del af den arabiske grammatik som omhandler sætningslæren, syntaksen, et meget forsømt område.
81. Berliner skolen
- et oversigtskapitel, med navne og udgivelser, - væsentligst måske Horovitz og hans udforskning af den tidlige islam, fx med værket 'De bibelske fortællinger i koranen'
82. H. Grimme [1864 - 1942]
- en enegænger, som i sin Muhammedbiografi i 2 bind fra 1892-1895, fremstillede ham som en socialistisk reformator. Bogen har dog bevaret sin værdi ved sin 'systematiske fremstilling af den koranske teologi'.
83. Josef Hell [1875 - 1950]
- beskæftigede sig med den arabiske digter Farazdaq, fra det 7./8.årh.
84. C. H. Becker [1876 - 1933]
- gjorde i Hamburg, hvad der ikke lykkedes for Hartmann [kap.66] i Berlin: et institut for islamvidenskaben blev indrettet, og grundlagde i 1910 tidsskriftet Islam, som organ for den tyske islamforskning.
85. Georg Jacob [1862 - 1937]
'En af de markanteste skikkelser blandt de tyske orientalister ved begyndelsen af dette århundrede var Georg Jacob.' Havde mangesidige interesser, skrev om handelens betydning for kulturudvekslingen, om geografi og beduinernes liv. Gendigtede arabiske digte og Fück omtaler 'hans fængslende bog' om 'Østens indflydelse på vesten, fortrinsvis gennem middelalderen' fra 1924, - samt giver en bredere kommentar om humanitet og specialisering i videnskaberne.
86. Studiet af islamisk filosofi og 'arabiske videnskaber' i Tyskland
Max Horten studerede den islamiske filosofis historie og gjorde gennem oversættelser dens problemstillinger kendt i Europa samt gav en sammenfattende fremstilling af sin opfattelse af forbindelserne til den græske filosofi. - Julius Ruska studerede naturvidenskabernes historie: Aristoteles, alkymi, medicin etc. - ligesom Eilhard Wiedemann, - og Ernst Seidel og Max Simon (medicinens historie).
87. Arabiske studier i Holland ved begyndelsen af det 20.århundrede
Her omtales først og fremmest 'Enzyclopädie des Islam' - Islamisk Encyklopædi - som udgives i Leiden, ligesom Tabari-udgaven [se kap.51], og som - ligeledes ligesom denne - er er fællesprojekt for en lang række lærde fra hele verden. Houtsma omtales, både i denne forbindelse, og for hans egne bidrag, fx til Saussayes lærebog i religionshistorien. Endvidere Wensinck, som både bidrog til Encyclopædien, men også igangsatte en udgivelse af en alfabetisk ordfortegnelse til hele den islamiske tradition: de seks kanoniske samlinger osv.
Fück afslutter med en lovprisning af det internationale samarbejde i disse sammenhæng og peger på de nærmest forestående opgaver: en thesaurus over det arabiske sprog, et grundrids af den arabiske filologi, et islam-atlas, et generalkatalog over håndskriftskattene, en arabisk bibliografi etc.
|
