Den spanske muhammedanermission i slutningen af det 15. og begyndelsen af det 16.århundrede, har frembragt værker af blivende værdi i hieronymianermunken Pedro de Alcalá's skrifter. Pedro de Alcalá fik - sandsynligvis i året 1499 - i opdrag af Granadas ærkebiskop Fernando de Talavera, at udarbejde en spansk-arabisk ordbog til hjælp for de missionærer som arbejdede blandt muslimer og nykristne i kongeriget Granada. Pedro brugte Antonio de Nebrijas i 1495 udgivne spansk-latinske ordbog til grund , forøgede dens ordforråd så meget, at antallet af opslagsord overstiger 22.000 , og oversatte den ved hjælp af nogle mænd, som var velbevandrede i de muslimske videnskaber - onrrados y sabios faquis [hæderlige og kundskabsrige religiøse mænd (?)], som de kaldes i prologen  (adresseret til Talavera) - til den vulgærdialekt af det arabiske, som var gængs i Granada. Arbejdet blev fuldført i 1501 og blev trykt i Granada i 1505 med titlen Vocabulista aravigo en letra castellana ['Arabisk ordbog med kastellansk skrift'] . At de arabiske ord, som titlen fremhæver, er skrevet med latinsk skrift, skyldes sikkert først og fremmest hensyn til trykningen: trykkeriet havde, udover gotiske bogstaver, ikke andre typer, og de arabiske bogstaver, som Pedro havde brug for i den foranstillede forklaring af principperne for sin omskrivning til latinske bogstaver, måtte skæres i træ af en typeskærer, uden det ringeste kendskab til arabisk. Pedro indførte, vel som den første, diakritiske tegn, til brug ved gengivelsen af arabiske ord med latinske bogstaver: et 'c' med tre prikker over [gengav det arabiske] ?, et 'h' med en prik under og en anden øverst til højre  [gengav] ?, et 'd' med apostrof  over - ?, af og til ?; 'Ain angiver han for det meste med en vokal med et ? (hamz) over; derimod udelader han hamz, gengiver [både] ? og ? med 't', ?, ? og ? med 'd'; heller ikke mellem ? og ?, mellem ? og ? (ja endog ?), til dels heller ikke mellem ? og ? gør han nogen forskel. Det største problem er dog, at der ikke til hvert latinsk bogstav svarer én og kun én arabisk lyd, men at 'c', efter de spanske retskrivningsregler, foran 'e' og 'i' står for ? og ? [to 's'-lyde] men i øvrigt ellers står for ? og ? [to 'k'-lyde], som til gengæld igen omskrives med 'qu' foran 'e' og 'i'. ? og ? skrives (undtagen foran 'e' og 'i') som 'ç', til dels også som 'z', som ellers står for ?. ? gengives med 'j', men foran 'e' og 'i' med 'g' og en sjælden gang med 'x' eller endog 'ch'; med 'g' (og foran 'e' og 'i' med 'gu') gengives ellers ?; men 'gu' kan foran vokal også betyde ?, som ellers gengives med 'u','v'. Desuden angives trykstavelsen ved et tegn, som ligner vores forkortelsestegn eller et circumflex stillet på hovedet . Forfatteren forklarer sig ellers i den allerede nævnte fortale klart og forstandigt om disse spørgsmål vedrørende udtale og betoning i forhold til transskriptionen.  Når man betænker, at de muslimske medarbejdere, som var vant til den arabiske konsonantskrift (som er ganske uegnet til at gengive dialektformer), og som stod under den klassiske 'Arabiya's overmægtige indflydelse, ikke kunne have megen forståelse for en transskription til latin, som pålideligt skulle gengive vokaler og betoning [af en dialekt], så forekommer Vocabulista, trods alle de mangler, der stadig hæfter ved dette første forsøg, at være en beundringsværdig præstation, - især hvis man sammenligner med andre transskriptionsforsøg fra samtiden, som fx i Torrentinus' Elucidarius eller i Ridderen af Harff's pilgrimsbog.

'Elucidarius carminum et historiarum vel Vocabularius poeticus continens fabulas historias provincias urbes insulas fluvios et montes illustres' ['En oplyser af digte og historie, eller en digt-ordbog, indeholdende fortællinger, historier, (om) berømte byer og lande, øer og floder og bjerge'] af Torrentinus (dvs. af den i 1520 afdøde Hermann van der Becke, fra Zwolle, én af Brødrene af Fælleslivet), - en fra 1498 til ind i det 17.århundrede ofte genoptrykt fagordbog, - indeholder i et tillæg, under titlen quaedam communia vocabula de idiomate Saracenico in Latinum translata de terra sancta ['nogle almindelige ord fra/om det hellige land, oversat fra det saracenske sprog til latin ] en ordfortegnelse, ordnet efter emner, på 225 ord fra det i Palæstina talte vulgærarabiske. Dennes transskriptioner er endnu meget ufuldkommne: shar i.st.f. ša'ar; sagitthan i.st.f. šai?an; nefftz i.st.f. nafs osv.

En lignende ordfortegnelse, som også indeholder nogle korte sætninger og talemåder, findes i Ridder Arnold von Harff's beretning om sin pilgrimsrejse i årene 1496 - 1499 (Die Pilgerfahrt des Ritters Arnold von Harff…. udgivet af E. von Groote, Køln 1860, s. 111 - 113) ['Ridder Arnold af Harffs Pilgrimsrejse'] og bearbejdet af H. Stumme i Festschrift Ernst Windisch, Leipzig 1914, s. 127ff og i ZDMG [Tidsskrift for det tyske orientalske selskab] 69, 208.

I forordet til Vocabulista  offentliggjorde Pedro de Alcalá, som dengang allerede var over sin bedste alder, planer om en grammatik over den granadiske dialekt; den blev også trykt i Granada i året 1505, under titlen Arte para ligera mente saber la lengua araviga  ['Kunsten lettere at lære det arabiske sprog'] og udkom samme år i et 2. forbedret og udvidet oplag. Dette værk viser endnu stærkere end Vocabulista, at dets forfatter var et selvstændigt tænkende menneske. For selvom han ikke var ubekendt med den arabiske nationalgrammatik , overtager han dog ikke dens system, for han vil beskrive det almindelige folks sprogbrug og forstår, at 'den arabiske grammatiks kunstfærdigheder'  ikke er egnet dertil. Derfor går han, som den første humanist, i gang med det djærve forsøg, at anvende den latinske grammatiks kategorier på dialekten i Granada. På knap 30 sider behandles stoffet i den fra de velkendte 8 'partes orationes' [talens former] rækkefølge, hvorunder naturligvis nomen, pronomen, verbum og participium fylder mest. Forud går et afsnit om det arabiske alfabet (de arabiske tegn er gengivet i træsnit), hans transskription til latinske bogstaver, udtalen af ?, ? og ?, såvel som de almindeligt anvendte vokaltegn i den arabiske skrift. Og til slut i grammatikken, kommer forfatteren endnu en gang tilbage til den arabiske skriftlære: i det næstsidste kapitel  giver han regler for udtalen af vokaltegnet minibé (dvs. fatha) og minibu (dvs. damma) og i sidste kapitel  fingerpeg om læsningen af arabiske skriftstykker. Den nære tilknytning til den latinske grammatik nødvendiggør naturligt nok mange tilsnigelser; efter [det latinske] forbillede opstilles 6 kasus, for hvilke der endda anføres arabiske fagudtryk:

Nom. (mubtada') al-fugaha
Gen. (mudaf')mital-fuqaha
Dat. (magrur')lal-fuqaha
Akk. (maf'ul')al-fuqaha
Vok. (munadi')ya fuqaha
Abl. (zarf)ma'al-fuqaha

[Den bestemte] artikel erkendes ikke som det den er og nævnes kun af og til som demonstrativum ; dualis regnes til pluralis , genetivforbindelsen forklares som et sammensat navneord . Ved udsagnsordet ligestilles madi med fortid, mudari' med nutid . Bøjningsskemaet for udsagnsordene  omfatter to former (grundform og taf'il), to tider (nutid og fortid) og to modi (indikativ og imperativ). Der begyndes, som på latin, med 1.person éntal indikativ, og der redegøres ikke for kønsforskellene i 2. og 3.person. Der opstilles et bøjningsskema for hjælpeverberne esse [at være] og habere [at have], som indeholder en tredje tid, fremtid . Forholdsordene bliver, lige som på latin, inddelt i dem som styrer akkusativ, og de som styrer ablativ . Og da Pedro helt er i den antikke grammatiks vold, overser han afgørende forhold i den arabiske grammatik: han forstår ikke vigtigheden af begrebet 'rod', så opbygningen af ordformerne på arabisk, både for navneord og udsagnsord, forbliver uigennemskuelig for læseren. Kun diminutiverne vies et særskilt kapitel og [men] deres dannelse beskrevet ganske overfladisk. Alligevel ville det være ubilligt, trods disse svagheder, at miskende storheden af dette værk, som for første gang forsøgte at beskrive en arabisk dialekt med den vesterlandske grammatiks redskaber.

Til grammatikken er der tilføjet, som anden del af Arte , en samling af sådanne tekster i Granada's dialekt "som en muhammedanermissionær mest har nødig". Først de almindeligste bønner og trosbekendelsen , så en hoveddel, med anvisninger for de nykristnes skrifte, med udførlig angivelse af alle spørgsmål i skriftestolen, både på spansk og arabisk . Allerede i dette afsnit findes flere lister (dødssynderne, barmhjertighedsgerningerne, sakramenterne og trosartiklerne) optegnede , hvortil føjer sig en opregning af de fem sanser og de syv kardinaldyder , samt formuleringen af de spørgsmål, som præsten skal stille til brud og brudgom inden vielsen , såvel som de ord der bruges ved uddelingen af det sidste sakramente, den sidste olie . Herefter følger messens inddeling i almindelighed og i nogle specielle tilfælde  og som afslutning bringes en oversættelse af indledningen til Johannesevangeliet.

Pedro de Alcalá's Vocabulista og Arte er to fremragende eksempler fra den tidlige spanske humanisme og behøver ikke vige tilbage for - på sit felt - at blive sammenlignet selv med den complutensiske polyglotte, som blev trykt i årene 1514-1517 på foranledning af kardinal Ximenes de Cisneros. De faste grundprincipper i den solide filologiske metode, som Pedro fulgte, har gjort hans værk uafhængigt af de forhold som førte til dets opståen, og har givet det en umistelig indre værdi. Denne metode har sat ham i stand til at give en fremstilling af dialekten, som blev talt i Granada, og har givet indblik i dens ordforråd, dens vokal-lyde  og betoningsforhold, som vi ikke har for nogen anden arabisk dialekts vedkommende i ældre tid. Ja, pga. den store mangel på direkte tekstvidner til det spansk-arabiske har hans værker ligefrem værdi af kildeskrifter.

P. de Lagardes udgave er et nøjagtigt aftryk af de meget sjældne originaludgaver [dog] med rettelse af en hel del trykfejl. I Arte følger [Lagardes] tekst på side 1 - 48 andenudgaven (B), og derfra til slutningen (side 68) så førsteudgaven, idet udgiveren ikke havde et komplet eksemplar til sin rådighed (et sådant opbevares i det tyske orientalske selskabs bibliotek , i Gildemeisters samling [se slutn. af kap.34]). Da de to udgaver er forskellige, både i kapitlers nummerering og rækkefølge, så passer det register, som er aftrykt på side 68 ikke med teksten, som er aftrykt på side 1 - 48. Den fremstilling af den granada'ske dialekt, som Lagarde havde planer om, er ikke udkommet. Dozy [se kap.38] har bragt det meste af det hos Pedro bevarede ordforråd i sit Supplément og (I, XXX-XXII) sammenstillet en rest af uidentificerede ord.