Af Erling Albinus. Artiklen har været trykt i Årsskiftet (2002) fra "Selskabet til støtte for Pakistans Kirke".

Barnabas evangeliet er praktisk talt ukendt i den kristne del af verden, men er både kendt og udbredt i den muslimske. Sådan skriver den amerikanske teolog og forsker David Sox i sin bog "The Gospel of Barnabas", der udkom i 1984. Et forsøg på at finde dette ejendommelige skrift omtalt i kendte teologiske opslagsværker bekræfter hans udsagn. Lektor Benny Grey Schuster, Præstehøjskolen, har gjort mig den tjeneste, at støve nærmest alle højskolens leksika igennem. Udover 1½ linjes omtale af det i den nyligt udkomne 4. udgave af Lexikon für Theologie und Kirche fandt Schuster det kun beskrevet i det monumentale værk Reallexicon für Antike und Christentum. Her har det fået to siders omtale. Det siger noget om den ringe betydning, man i den vestlige teologiske verden tillægger dette kuriøse værk.

Af Erling Albinus. Artiklen har været trykt i Årsskiftet (2002) fra "Selskabet til støtte for Pakistans Kirke".

Prof. Dr. Muhammad Tahir-ul-Qadri holdt i juli 1984 3 forelæsninger om islam og kristendom ved en international muslimsk kongres i Oslo. De blev senere trykt og i april 1986 udgivet i Lahore, Pakistan. De er siden genoptrykt i slutningen af 80erne og i begyndelsen af 90erne.

Muhammad Tahir-ul-Qadri (født 1951 i Pakistan) er stifteren og lederen af bevægelsen Minhaj-ul-Quran ("Koranens vej eller svar"). Bevægelsen har afdelinger i mange lande - også i Danmark.¹ Omtrent hvert år besøger ul-Qadri sine vestlige centre, og et stort antal kassetter og viedofilm med hans taler sælges blandt tilhængerne.²

Af Poul E. Andersen, tidl. domprovst, uddrag fra bogen: ”Islam som udfordring i EU – kulturkaos på vej?”, 2002.

Om de islamiske helligskrifter og den historisk-kritiske metode.

II: Metodologisk tilgang til Muslimsk Tradition

Islam har som religion ikke kunnet acceptere fornuften som overordnet tolkningsprincip. Det ville være i modstrid med den guddommelige åbenbaring i Koranen og et anslag mod Allah, som er enebestemmende for tro og politik. At rationaliteten skulle være vurderingsgrundlag forud for det religiøse, er således udtryk for tanker af blasfemisk karakter. Tænkere gennem islams historie har arbejdet med spørgsmålet, men har ikke kunnet overvinde den religiøse barriere. Islams placering i Vesten har gjort dette problem yderst aktuelt, og en muslimsk integration i de demokratiske samfund er totalt afhængig af løsningen heraf, ellers fortsætter muslimske indvandrere som fremmede i deres nye land. Friheden til en totalt fri og neutral forskning med benyttelse af alle forskningen metoder er en betingelse for, at islam kan udvikle sig og finde plads i de europæiske samfund på linje med andre. Også selvom muslimer vil opleve det som en smertefuld proces, og selvom de vil rette en stor vrede mod alle, som retter kritik mod deres hellige skrifter.

Af Poul E. Andersen. (Hjemmeside: http://www.pouleandersen.dk/). Artiklen trykt i antologien "Storm over Europa. Islam - Fred eller trussel?" Red.: Lone Nørgaard og Tabita Wulff, Forlaget Holkenfeldt 2006.

Multikulturalismen og kulturrelativismen har spillet en betydelig rolle i Danmark både ideologisk, kulturelt og politisk i kølvandet af den voldsomme indvandring, som har fundet sted inden for de sidste 25-30 år. Udbredelsen af disse to tæt forbundne ideologier kan ses i relation til den vestlige kulturoptimisme, som voksede frem, først langsomt efter 2. verdenskrig, så ekspansivt som følge af kommunismens sammenbrud. Forventningerne var store. Den vestlige kultur med det, som man betragtede som selvfølgelige og accepterede værdier, havde sejret. Demokrati, liberal økonomi og globalisering vandt frem som afgørende faktorer. Og tanken om universelle værdier som menneskerettigheder bredte sig med selvfølgelighed i de store sammenslutninger som FN og EU og Europarådet. Det var nærliggende at forestille sig, at de europæiske ideer var dem, som burde brede sig til den øvrige verden og overalt skabe velstand, velfærdssamfund og fredelige tilstande. Især i Mellemøsten, Afrika og Asien håbede man på at kunne finde potentielle modtagerområder.

Af Poul E. Andersen. Trykt i tidsskriftet »Nomos«, nr. 2/2005.

I Danmark lever mere end hundrede forskellige folkeslag og etniske grupper med større eller mindre tilknytning til landet. Der er således ingen tvivl om, at Danmark er et multietnisk land. Multikulturelt er det også, hvis multikulturelt betyder, at mange kulturer er repræsenteret. Men det multikulturelle eller multikulturalismen opfattes som oftest som et filosofisk eller anskuelsesmæssigt begreb, og det er som sådan, det igennem den sidste generation har givet anledning til mange debatter både på det almene sociale og politiske plan og på sociologisk, antropologisk og filosofisk plan. Og litteraturen herom har i de seneste år været i stærk vækst.

I almindelig forståelse udtrykker multikulturalisme en positiv forestilling om, at nationalstaten kan eksistere som rammen om flere forskellige folkeslag og etniske grupper, hvor alle kulturer, religioner og traditioner er lige, nyder samme anerkendelse og respekt, hvor visse mindretal dog har krav på positiv særbehandling, og hvor man forventer et voksende fællesskab gennem gruppernes møde med hinanden. Og man ser et fornyet, tolerant samfund vokse frem deraf.

Af Katrine Winkel Holm og Jesper Bacher.

"I sidste instans er enten Muhammeds Allah eller vor Herre Jesu Kristi Fader pure opspind af den menneskelige hjerne"
Jens Christensen (i bogen: Konfrontation, Tidehvervs Forlag, 1989, s. 399).

I Præsteforeningens Blad 2008/43 tager Theodor Jørgensen en række dokumenter under behandling. Det drejer sig mere konkret om de 138 muslimske lederes brev fra i fjor og de danske svar fra henholdvis Danske Kirkers Råd, en række lutherske teologer og fire biskopper i folkekirken. Der uddeles ris og ros, og Theodor Jørgensens teologiske hu står så afgjort til brevet fra de 138 og det applauderende svar fra Danske Kirkers Råd, der kaldes værdigt, mens de øvrige svar, for nu at sige det pænt, skønnes knapt så beundringsværdige. Da undertegnede er ansvarlige for forfattelsen af teologernes brev, som i øvrigt nåede at få tilslutning fra 101 teologer, er det følgerigtigt, at vi svarer i denne sammenhæng. Svaret står naturligvis udelukkende for vores egen regning.

Ifølge Theodor Jørgensen gør vi os skyldig i noget så grimt som "mistænkeliggørelsens hermeneutik". Nu kunne man imidlertid få den mistanke, at beskyldningen for mistænkeliggørelsens hermeneutik også vil mistænkeliggøre. Men uagtet mistænkelige tanketorsk finder vi det oplagt at pege på de fuldstændig åbenlyse modsætninger mellem kristendom og islam og fokusere på de 138s larmende tavshed om de omfattende kristenforfølgelser - og chikanerier, som foregår med eksplicit begrundelse i islam. Må vi i stedet anbefale en alternativ hermeneutik, nemlig "de åbne øjnes hermeneutik", som forholder sig til klare tekster, faktiske forhold og konkret praksis? Man kan f.eks., kaste et blik på brevet fra de 138, der hævder, at der gives en fælles grund mellem kristendommen i kærligheden til Gud og næsten: "Således bliver Guds enhed, kærligheden til ham og kærligheden til næsten, en fælles grund…" (Se note 1)

Gør det nu også det? Netop forståelsen af Guds enhed, er da det punkt, hvor vandene for alvor skiller mellem kristendommen og islam. Det kræver teologisk eskapisme af rang at se bort fra dette forhold eller måske en strategisk/missionsarisk overvejelse hos brevskriverne? Den engelske Barnabas Fund, en kristen NGO, som hjælper den forfulgte kirke, har i sit svar - som givet ikke vil falde i Theodors Jørgensens smag - gjort opmærksom på, at brevet også kan ses som et klassisk eksempel på islamisk da`wa eller mission. (Se note 2) (I parentes bemærket er det betegnende, at det begejstrede svar fra Danske Kirkers Råd modtog anerkendende ord fra den notoriske treenighedsfornægter Steen Ribers…). (Se note 3)

I indledningen til brevet fra de 138 henvises til Sura 3,64 som et slags dictum probans for henvendelsen til den globale kristenhed. Den lyder bl.a: "Sig, I Skriftens folk! Kom, lad os enes om et ord, der er fælles for os og jer: At vi tjener Gud alene, at vi ikke sætter noget ved Hans side, og at ingen af os tager nogen anden til Herre foruden Gud!". (Se note 4)

på brevet "Et fælles ord mellem os og jer" fra 138 muslimske ledere.

Af Jesper Bacher og Katrine Winkel Holm.

"Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig" (Johannes 14,6)

Med det åbne brev af 13. oktober 2007 har 138 muslimske ledere henvendt sig til forskellige kristne ledere og forsøgt at skitsere et fælles grundlag som udgangspunkt for dialog og fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne.

Vi er ikke imod samtale og diskussion mellem mennesker af forskellig tro, men den gode og ærlige samtale forudsætter et troværdigt og solidt grundlag og er ikke tjent med udeladelser og fortielser, som slører fundamentale modsætninger og graverende misforhold.

Lad os ikke "gå sagte med sandheden", som den dansk-amerikanske missionær og biskop, Jens Christensen, advarede imod, men tværtimod gøre den gældende i ord og ånd, men aldrig med magt og vold.

Vi kan som kristne ikke tale ret om Guds enhed uden at tale om Gud som den treenige Gud. Gud åbenbarer sig som Fader, Søn og Helligånd og har dermed ikke blot kundgjort sin vilje, men vist sig selv. Guds enhed er enheden mellem Fader, Søn og Helligånd som den levende og handlende Gud, der former og leder det israelitiske folk gennem præster, konger og profeter, og som i Jesus Kristus lever og lider for alle folkeslag og ved ham skaber et nyt folk af døbte.

Jesus Kristus er den inkarnerede, korsfæstede og opstandne broder og frelser, som tager syndere til nåde, og frelsen er uløseligt knyttet til hans person og gerning. Vi kan ikke uden at forråde dette vidnesbyrd anerkende andre veje til Gud, men vi anerkender, at Kristus kan bane sig vej til mennesker på utallige måder. Guds selvhengivende kærlighed skaber kærlighed blandt mennesker og i kraft af inkarnationen findes der ikke den næste, som ikke deler menneskelighed med Guds kære søn. Vi er skyldige at elske, som vi selv er elskede. I Jesus Kristus vil Gud ikke lade noget eller nogen komme mellem sig og os, og derfor har ydre skel og renhedsregler ingen betydning - og bør ingen betydning have - for forholdet og omgangen mellem mennesker. Kærligheden til næsten udelukker imidlertid ikke, men indbefatter kærlighed til sandheden om Jesus Kristus, som vi skylder alverden at bære vidnesbyrd om.

Af Bent Christensen. Trykt i Dansk Kirketidende nr. 16, 2006.

I artiklen "Grundtvig, islam og det islamkritiske netværk" (Dansk Kirketidende nr. 14, 2006) påstår Kim Arne Pedersen, at vi grundtvigske teologer i Netværket har et forklaringsproblem. Men Grundtvig selv kan altså også være meget hård - og meget træffende, forbløffende aktuel - i sin islamkritik. Og Islamkritisk Netværk er ikke et skabelsesteologisk og kulturhistorisk diskussionsforum. Det er dannet i en situation, hvor de gode, de bange og de kyniske (erhvervsfolk og geopolitikere) slår knuder på sig selv for at fedte for muslimerne, ja, repræsentanter for Folkekirken ligefrem taler om at revidere teksten i et af dens bekendelsesskrifter.

Af Torsten Dam-Jensen, Sognepræst i Osted-Allerslev, lagt på inif.dk d.1. Juli 2012.

Hvad ville mon reaktionerne være, hvis afholdsbevægelsen arrangerede en studietur til München under oktoberfesten for at blive klogere på, hvordan man begrænser ølforbruget i den danske befolkning? Eller hvis man tog til Ukraine eller Kina for at studere, hvordan man dér tackler menneskerettighederne på eksemplarisk vis? Jeg tror, at de fleste ville ryste på hovedet i vantro over slige tiltag.

Den dansk-egyptiske ingeniør, Cherif el-Ayoty, er blevet medlem af Islamkritisk Netværks støttekreds. Han deltog i netværkets sidste møde på Liselund 24. november 2007. Cherif el-Ayoty har selv oplevet konsekvenserne af islamisterne frihedsundertrykkelse. Mødet satte derfor en række overvejelser i gang hos ham om islam og islamisme, saudernes indflydelse på radikaliseringen af islam, nødvendighed af at stå fast over for islamisterne. Og behovet for en islamisk reformation.

Den 24. november 2007, afholdt Islamkritisk Netværk i Folkekirken et seminar om ”Den Danske Folkekirke og Islam”. Dagens emne fokuserede på spørgsmålet: Kan der føres en dialog mellem islam og kristendom? Dette var ikke en forsættelse af den tusind år gamle diskussion mellem parterne om princippet for et fælles grundlag til en dialog. Dagens spørgsmål var alene baseret på alle nutidens begivenheder efter den 11. September 2001 og de efterfølgende handlinger fra islamistiske bevægelser rundt om i verden.

Ud af 116 medlemmer af Netværket, som alle er teologer, deltog mere end 50 fra hele Danmark samt en del politikere, forfattere og debattører. Det var et meget koncentreret møde med et stramt program ledet mesterligt af fhv. domprovst Poul E. Andersen. Oplægsholderne inkluderede bl.a. biskop Niels Henrik Arendt, sognepræst Lars Rasmussen Brinth, sognepræst Anne Ehlers, forfatter og menighedsrådsmedlem Bente Hansen, fhv. højskoleforstander og cand. mag. Niels Højlund, domprovst Steffen Ravn Jørgensen, valgmenighedspræst Morten Kvist, Indre Missions generalsekretær Jens Olesen og sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen.

Af Torben S. Hansen.

To faser i jihad mod Europa - fra det 7. til det 11. Århundrede

Den islamiske tidsregning begynder med år 622, da profeten Muhammed ifølge traditionen flyttede til Yathrib (senere Medina), hvor han blev politisk og militær leder. Tidspunktet for den første "åbenbaring", han mente at modtage i Mekka, ligger adskillige år tilbage, men denne begivenhed blev anset som sekundær i forhold til magtudøvelse og krig. Islam - "underkastelse" - var i udgangspunktet erobring og dominans. Kun en snes år efter Muhammeds død i 632 havde arabiske rytterhære udslettet det persiske Sassanide-rige og halveret det byzantinske (østromerske) imperium. År 649 og 698 erobrede islam henholdsvis Kypern og Karthago, og i 711 blev Spanien invaderet.

Ekspansionen fortsatte. Konstantinopel (Byzans) blev - ganske vist forgæves - belejret to gange af en arabisk flåde. Kaukasus (med det kristne, armenske kongerige) plus dele af Sydfrankrig blev indlemmet i islams verdensrige. Først i 732 slog frankerne under Charles Martel en muslimsk invasion tilbage mellem Poitiers og Tours - et halvt hundrede kilometer fra Loire-floden. I 759 blev muslimerne fordrevet fra Narbonne, og på samme tid oprettedes mindre kristne statsdannelser i det bjergrige Norspanien.

År 823 besatte spanske muslimer Kreta. I 827 begyndte den islamiske invasion af Sicilien, som blev komplet erobret fra Byzans i 865. Derefter var den første - arabiske - fase af jihad ved at ebbe ud. Men muslimske røvere og slavehandlere fortsatte deres togter til lands og til vands. Fraxinetum - i den bjergrige egn Massif des Maures nær St. Tropez på den franske Riviera - var deres uindtagelige bastion fra 889 til 975. Herfra hærgede de Norditalien og det sydøstlige Frankrig. År 846 plyndrede og nedbrændte disse "saracenere" Rom udenfor den aurelianske mur - d.v.s. Vatikanstaden med den daværende Peterskirke. Fra 882 til 915 bed de sig fast i endnu en base i Traëtto, nær Gaeta (syd for Rom). Herfra hærgede de baglandet - blandt andet det kendte benediktinerkloster Montecassino. Muslimer fra Nordafrika erobrede også de byzantinske besiddelser Bari og Taranto ved Adriaterhavet. Fra disse havne udskibedes gennem årtier et betydeligt antal slaver, hentet i det tætbefolkede landbrugsdistrikt Terra del lavoro omkring Capua, nord for Napoli. År 943 plyndrede og nedbrændte muslimer Genova, hvis overlevende beboere også blev ført bort som slaver.

Af Valgmenighedspræst Morten Kvist, Herning. Artiklen findes i bogen: "Karma, koran og Kirke", forlaget Univers, 2007.

Multikulturalismens fallit.
I undersøgelsen "Den religiøse mangfoldighed som folkekirkelig udfordring" er den første konklusion værd at opholde sig ved et øjeblik. Den siger, at sekulariseringen ifølge 62% af Danmarks præster er den største udfordring for folkekirken. Det er stillet op som en forskel til islam og blandingsreligiøsitet. Hvad undersøgelsen ikke kan tage højde for er den eventuelle indbyrdes sammenhæng mellem de tre, og at begrebet 'sekularisering' er dobbelttydigt.

Af Mads Mønsted, Sognepræst for Egernførde danske pastorat, Sydslesvig. Artiklen har tidligere været trykt i Præsteforeningens Blad, 2010, nr. 47.

FN's Menneskerettighedsråd toner rent flag: Religioner skal beskyttes mod kritik. Det drejer sig om den velkendte resolution mod krænkelse af religioner (Combating defamation of religions). Der er stemt om den siden 1999, og siden 2005 er den blevet anerkendt på FN's Generalforsamling.

Det er Organisationen for Den Islamiske Konference, OIC, der er ophavsmand til resolutionen mod krænkelse af religioner. OIC er som bekendt et kæmpestort og velhavende organ, bestående af 56 lande samt palæstinenserne. Organisationen har hovedsæde i Saudi Arabien og er den mest magtfulde blok i FN i dag og dominerer også FN's Menneskerettighedsråd. OIC har bl.a. organiseret den muslimske boykot af danske firmaer efter offentliggørelsen af Muhammedtegningerne og forsøgt at påvirke indenrigspolitikken i mange europæiske lande. Det var også medlemmer af OIC, der iværksatte en verdensomspændende kampagne mod Schweiz, da landets borgere havde stemt nej til minareter på schweizisk jord.

Af Jens Kristian Bech Pedersen. Trykt i Tidehverv, november 2006, efter at være blevet afvist af Jyllands-Posten, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad.

Det startede som en kamp mod religiøs censur i Danmark. De berygtede Muhammed-tegninger blev af Jyllands-Posten angiveligt bragt som et forsvar for en truet ytringsfrihed. Som sådan var tegningerne derfor anvendt som redskab i en tilspidset politisk eller kulturel kamp om de helt grundlæggende politiske frihedsrettigheder i dette land. Men man kan roligt sige, at betydningen og konsekvenserne af profettegningerne hurtigt blev flået ud af Jyllands-Postens kontrol.

Af Kirsten Sarauw.

En forkortet udgave af artiklen blev bragt som kronik Kristeligt Dagblad.

I marts måned 2007 fandt en konference*)om den såkaldte euroislam sted i Wien. Her formulerede de prominente muslimske delegerede en fælles fremtidsvision om et islamisk behersket Europa. Mustafa Ceric, den bosniske stormufti, udmalede sig ved samme lejlighed ”en kommende islamisk æra, der med forbillede i det mauriske Spanien og det osmanniske Sydeuropa, skal afløse kristendommen”. Blandt deltagerne var også den allestedsnærværende professor Tariq Ramadan. Han mente, at euroislams mere langsigtede hensigter helst skal skjules for offentligheden.