Af Poul E. Andersen, tidl. domprovst, Odense. Kristeligt Dagblad, 5. april 2008.

Religion er blevet et negativt begreb, og det benyttes næsten kun distancerende, sådan som statsministeren gjorde, da han udtalte ønsket om at fjerne religion fra det offentlige rum.

Religion er blevet et negativt begreb. I de senere år er det også kommet til at dække over en skræmmende virkelighed. Og det benyttes næsten kun distancerende, sådan gjorde statsministeren også, da han udtalte ønsket om at fjerne religion fra det offentlige rum.

Han brugte samlebegrebet religion. Men det kan næppe være den kristne "religion" han sigtede til, da kristendommen i Danmark ikke er særlig aktiv i det offentlige rum. Og hvis kristendommen skulle bort, ville det betyde, at der skulle lægges afstand til en betragtelig del af den danske kultur, som næsten hele den danske befolkning lever i og med. For selvom kristendommen ytrer sig på spagfærdig vis, sætter den sig tydeligt igennem i museernes kunst, i teologiske og kristne værker på biblioteker, universiteter, skoler, i den levende folkelige tradition, i ungdomsbevægelserne, samt naturligvis i landets tusinder af kirker med offentlige gudstjenester og koncerter.

Af Poul Erik Andersen, tidl. domprovst, Odense. Kronik i Jyllands-Posten 18.12.2007.

I snart et par århundreder - faktisk lige sinde oplysningstiden - har erindringen om korsfarernes blodige overfald på de fredelige muslimske kulturlande hvilet som en mørk skygge over Europa og den europæiske kristenhed.

Og i de seneste år har muslimernes voldsomme angreb på den vestlige verdens korsfarermentalitet ramt dybt i vore ømme samvittigheder og ladet den kollektive skyldfølelse vokse dag for dag.

Symptomatisk er det, at hundreder af amerikanere og europæere for få år siden begav sig på pilgrimsvandring tværs gennem Mellemøsten for at bede om tilgivelse for Vestens forbrydelser. I muslimske skoler lærer børnene i dag om korsfarernes brutale hærgen og plyndring, de ser det som en afsløring af de vantro vestlige horders krigeriske galskab overfor profetens hellige folk.

Af Poul E. Andersen, tidl. domprovst, Odense. Kronik i Kristeligt Dagblad, 1. november 2007.

DET ER MIN FORNEMMELSE, at tilslutningen til EU har været voksende de seneste år – ikke at kritikerne tier, heller ikke at tanken om en europæisk forfatning anskues som problemernes løsning.

Men i og med at vreden og hadet mod Vesten i de asiatiske og mellemøstlige samfund eskalerer, og at angsten for terror og ukontrolleret muslimsk indvandring griber om sig, kommer EU for flere europæere til at træde frem i et nyt lys. Det kommer stærkere end tidligere til at fremstå som et nødvendigt fællesskab om en ældgammel europæisk civilisation, som en ramme om politisk udvikling og om europæisk sikkerhed.

Af Poul E. Andersen, tidl. domprovst, Odense. Trykt i Morgenavisen Jyllands-Posten, torsdag den 10. maj 2007.

Et samfund kan ikke overleve, hvis det mister oplevelsen af det indre fællesskab, bygget på en århundredlang sproglig, politisk, historisk og religiøs udvikling med respekt for grundlæggende ideer som demokrati, borgerrettigheder samt et kampberedskab til at forsvare dem, skriver dagens kronikør.

For nylig kunne vi opleve den tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen med det smukkest tænkelige flot designede muslimske tørklæde som sand rollemodel for usikre små muslimske piger. For at skabe et billede af kulturernes mangfoldighed havde hun ladet sig fotografere ved siden af den djærve fiskerkone på Gammmel Strand. Den sprudlende nyinspirerede og moderne person op mod historiens grå aflejring.

Af tidl. domprovst Poul E. Andersen, Odense, Kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten, Tirsdag den 16. januar 2007. Oprindelig titel: "Farisæerdrømme".

Det er næstekærligheden, den uafkortede, den globale, det drejer sig om. Det er her, jeg skal være soldaten, lære at gå i takt og kæmpe min kamp for Gud og mig selv, om det så må koste al kristendom livet. Et svimlende sekund! Jo, endelig. En kirkedør kan også åbnes udad, skriver dagens kronikør.

Kirken havde fået et nyt orgel. Ved indvielsen var der fest i det lille sogn. Det var en anonym gave. I menighedsrådsformandens tale priste han det nye instrument og rettede en dybtfølt tak til den anonyme giver, der af sit gode hjerte havde betænkt sit sogn. I stilheden efter talen gled alles øjne ned over ansigterne ved kaffebordene. Stilfærdigt og beskedent rejste Anders Jensen sig. Havde kun nogle få ord at sige: "A tøws, te det var bedst på den måed' ".

Af Jesper Bacher. Kronik bragt i Kristeligt Dagblad, 19. april 2008.

"… de siger letsindigt:
"Fred, fred!", skønt der ikke er fred"
Jeremias 8.11

Som virkeligheden dog kan slå ned i studerekammeret! Det traf sig nemlig sådan, at jeg sad bøjet over tasterne i gang med søndagsprædiken, da jeg på min indbakke fandt en meddelelse om brevet fra Danske Kirkers Råd. Altså det brev, som svarer på det åbne brev fra de 138 muslimske religiøse ledere, som verden stiftede bekendtskab med i fjor. Et virkelig sammentræf eller rettere sammenstød, for søndagens tekst var fra Johannes-evangeliet, som indeholder det nytestamentlige highlight, hvor Jesus siger til disciplen Filip: "Den, der har set mig, har set Faderen".
Som forberedelse havde jeg konsulteret Helge Kjærs Nielsens kommentar til Johannes-evangeliet, hvor bibelverset bl.a. får disse ord med på vejen "At sige nej til Jesus som Guds åbenbaring og samtidig mene at have et ret forhold til Gud er at være offer for et selvbedrag. Sagt på en anden måde: Man kan ikke bekende første led i trosbekendelse, hvis man ikke kan bekende det andet. Gør man det alligevel, er det ikke en bekendelse til den sande Gud".

Af dr. theol. Carsten Breengaard, Kronik, Kristeligt Dagblad, 20. nov. 2007.

INGEN VIL FORMODENTLIG benægte, at islam er placeret temmelig højt på den folkekirkelige dagsorden. Nogle er ganske vist af den mening, at østerlandsk spiritualisme og menneskeopfattelse udgør en langt bredere udfordring for kristendom, ja, for så vidt vestlig kultur i videste forstand.

Af Torsten Dam-Jensen, Sognepræst i Osted og Allerslev. Kronik i Roskilde Dagblad 14.11.2007. (Kronikkens overskrift er tilføjet af Dagbladet).

For nylig kom det frem i alverdens medier, at over 100 muslimske religiøse ledere har rettet en opsigtsvækkende appel til deres kristne kolleger om fred, forsoning og retfærdighed. Appellen er sendt til bl.a. paven, en række ortodokse patriarker og den anglikanske ærkebiskop. Den er ikke skrevet af hvem som helst. Bag appellen står en lang række fremtrædende muslimske teologer fra tre forskellige retninger: suni, shia og sufi. Der er med andre ord vægt bag ønsket om at skifte konfrontationskurs ud med forsoningskurs.

En appel om fred og forsoning mennesker imellem må altid hilses velkommen. Ikke mindst når den kommer fra troende mennesker til troende mennesker. Historien er desværre fuld af eksempler på, hvordan religioner ikke har kunnet leve i fred med hinanden, men tværtimod har skabt krig og ulykke, had og undertrykkelse. Som troende menneske er det unægtelig en udfordring at argumentere imod religionens negative sider.

Inden vi kammer over i begejstring over det nye gode initiativ, må vi desværre slå koldt vand i blodet. Det er nemlig ikke nok med gode ord og venlige hensigtserklæringer. Der skal aktiv handling og bindende aftaler til. Reel forsoning er en vanskelig og langvarig proces. Gensidig mistillid kan først lægges på hylden, når religionsdialogen breder sig fra de bonede gulve til de brede folkemasser, og når man tør diskutere de sager, hvor det virkelig gør ondt. Det kræver stor respekt. Gensidig respekt.

Af Morten Kvist, Valgmenighedspræst i Herning og medlem af Etisk Råd.

Kristeligt Dagblad, 19. apr 2010.

Vi mangler åbenhjertige indrømmelser af, hvem Muhammed var, mener valgmenighedspræst Morten Kvist

Mig bekendt var Muhammed både den første, største og mest ægte muslim nogensinde, og han brugte ifølge alle officielle islamiske kilder vold, skriver Morten Kvist.

Pontius Pilatus’ berømte spørgsmål til Kristus under forhøret inden korsfæstelsen (Johs. 18,38) melder sig af sig selv ved læsningen af et interview med den syriske filminstruktør Najdat Anzour i JyllandsPosten den 3. april 2010. Den succesfulde Najdat Anzour har været i Danmark for at holde foredrag på Københavns Universitet og på Det Danske Filminstitut, og har altså ladet sig interviewe til JP.

Bortset fra den sædvanlige floskel om dialog mellem Vesten og Mellemøsten uden at præcisere, hvad den skal gå ud på, og bortset fra det sædvanlige krav om gensidig respekt og deraf følgende indskrænkning af ytringsfriheden, rejser Najdat Anzour et afslørende spørgsmål: ”Det store spørgsmål er, hvad Danmark har vundet ved at trykke tegningerne? Intet”.

Af Valgmenighedspræst Morten Kvist, Herning. Kronik i Kristeligt Dagblad d. 14. juni 2006.

Som bidragyder til det islamkritiske netværk er jeg flere gange blevet stillet to nært knyttede spørgsmål, som det er vigtigt at forholde sig til. Det første er, hvad man skal gøre, hvis man ikke vil gå i dialog med muslimerne? Er der overhovedet andre muligheder? Det andet er, hvordan man skal missionere blandt muslimer, altså forkynde evangeliet og helst med konkrete henvisninger til, hvad forkyndelsen betyder for menneskers daglige liv.

Om dialogen er der at sige, at netværket har rejst en debat, som hurtigt og forudsigeligt er blevet stillet op i enten konfrontation eller dialog. Hvis man stiller sig kritisk an overfor dialog, har man samtidig sagt, at man overhovedet ikke gider tale med muslimer. Mener mange! Eller netværket beskyldes for, at udgangspunktet er ren negation, fordi dialog må betyde, at muslimer og kristne må udvise velvillig imødekommenhed overfor hinanden.

Af Ole Burchardt Olesen, sognepræst. Kronik offentliggjort 19.12.07 i Jyllands-Posten.

Torsdag den 13. december havde Jakob Skovgaard-Petersen (JSP) et indlæg i debatten om Muhammed-tegninger og ytringsfrihed på baggrund af Uffe Ellemann-Jensens (UEJ) udtalelser og kritikken af ham.

Ligesom for vor tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen er der for JSP grund til at have den største opmærksomhed over for det, der bliver sagt. Alene de platforme, de to står på, når de udtaler sig - henholdsvis tidligere statsmand med en kæmpeindsats for Danmark og Europa, og så en dybt indsigtsfuld forsker med fingeren på pulsen, hvad angår mellemøstlige og især muslimske forhold, gør dette naturligt.

Jeg kan da nævne, at jeg selv har været meget inspireret af, hvad JSP tidligere har skrevet om disse ting; og har i den forbindelse også selv været ansporet af den optimisme med hensyn til det fremtidige forhold mellem Vesten/den kristne kultur og den mellemøstlige/muslimske ditto, som JSP har givet udtryk for før.

Imidlertid er det med årene blevet stadigt vanskeligere at se JSP's analyser af og syn på disse ting som holdbare.

Hver dag, når jeg åbner min computer, ser jeg lige efter via internet, om der har været nogen overgreb/er begået nogen uhyrligheder mod kristne rundt om i verden.

Af Kirsten Sarauw (præst og psykoterapeut) og Britta Mogensen (mag.scient. i antropologi), Kronik, Kristeligt Dagblad, 14. jan 2010.

Kritik af visse totalitære, inhumane og ikke mindst kvindeundertrykkende sider af den islamiske politisk-religiøse ideologi er ikke "anti-muslimsk", men til gavn for vore muslimer og deres ret til et ligeværdigt og velintegreret liv i Vesten.

KORT FØR JUL fremkom Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, i et interview på bloggen Snaphanen med nogle groft generaliserende udsagn om vold, voldtægt og incest i muslimske familier, som han virkelig fortjente at få på puklen for. Det fik han så. Og mere til.

Under ingen omstændigheder bør krænkende generaliseringer om grupper af mennesker finde sted. Det har Hedegaard da også beklaget og korrigeret. Men midt i den almindelige forargelse skal det ikke overses, at Hedegaard har peget på et alvorligt problem ikke bare for integrationen af muslimer i den moderne vestlige kultur, men for hele den muslimske verden, nemlig kvindernes manglende ligestilling og den udbredte vold mod kvinder og børn inden for den muslimske kulturkreds.

Af Kirsten Sarauw, Kronik bragt i Kristeligt Dagblad 29.12.2008.

Tørklædet er et effektivt redskab i den muslimske bekendelse og mission til at synliggøre islam over alt i det offentlige rum og til at adskille muslimer fra alle andre.

SKIK FØLGE ELLER LAND FLY er et gammelt prøvet råd til enhver, der slår sig ned i et fremmed land. Det retter de fleste indvandrede befolkningsgrupper her i landet sig da også efter. Kun ikke en del af vore muslimer, der gennem årene har stillet det ene særkrav efter det andet, som reelt indebærer det omvendte: at det er den danske befolkning, der skal imødekomme og tilpasse sig muslimsk skik og brug.

Under avisdebatten i forsommeren 2008 om dommertørklædet diskuteredes også det betimelige i islamisk tørklæde på hovedet af ansatte i andre offentlige institutioner, derunder i hospitalsvæsenet.

Af Kirsten Sarauw, Kronik bragt i Kristeligt Dagblad d. 11.09.2008.

Hvis valget af tørklædet for en muslimsk kvinde er frivilligt, følger deraf, at hun som praktiserende muslim kan vælge det fra. 

DA DOMSTOLSSTYRELSEN i foråret 2008 pludselig kundgjorde, at der intet skulle være til hinder for, at dommere bar religiøst tørklæde, rejste der sig et ramaskrig. Regeringens lynhurtige beslutning om at skride ind med en lovgivning mod religiøs og politisk manifestation i dommeres påklædning - som nu snart må være på trapperne - vakte imidlertid ikke mindre postyr.

"Hysterisk" blev regeringens reaktion blandt andet kaldt med henvisning til, at ingen muslimer med tørklæde står på spring til dommerembeder inden for en overskuelig årrække. Et lovindgreb af den art opleves også af mange - her- iblandt integrationsministeren - som værende i modstrid med vore frihedstraditioner, måske endda i modstrid med religionsfriheden.

Af Kirsten Sarauw, kronik, Kristeligt Dagblad, 11.01.2008.

Man kan undre sig over, at konferencen om euroislam i Wien sidste år ikke har vakt større opsigt end tilfældet er, for konferencen er i realiteten en muslimsk krigserklæring mod den gamle europæiske befolkning.

Sidste forår fandt en konference om den såkaldte ”Euro-islam” sted i Wien. De prominente muslimske delegerede formulerede her en fælles fremtidsvision om et islamisk behersket Europa. Mustafa Ceric, den bosniske stormufti, udmalede sig ved samme lejlighed ”en kommende islamisk æra, der med forbillede i det mauriske Spanien og det osmanniske Sydeuropa, skal afløse kristendommen”. Blandt deltagerne var også den allestedsnærværende professor Tariq Ramadan. Han mente, at euro-islams mere langsigtede hensigter helst skal skjules for offentligheden.

Af Kirsten Sarauw og Morten Kvist. Kronik i Berlingske Tidende 26. oktober 2006.

Efter pavens tale i Regensburg, efter at den franske gymnasielærer Redeker har måttet gå under jorden på grund af islamkritik, efter at kristne TV-stationer er blevet forhindret i at sende i Tyrkiet, efter en uge med nervøsitet for endnu en Muhammed-krise, efter at der hele tiden kommer nye tilfælde af islamisk overfølsomhed og rasende udbrud mod Vesten, er det på tide at skærpe opmærksomheden over for islam som religion. Er det virkelig kun islamismen, det er galt med? Eller er den blot fortroppen af en religion, som på grund af sit væsen har store vanskeligheder med at acceptere kritik og modsigelse?

Lad os se på pavens tale. Den indeholdt både religionskritik og en invitation til samtale mellem den islamiske verden og Vesten. Selv fra to forskellige religiøse udgangspunkter må det være muligt at mødes i en fælles fornuft. Det kræver to ting: At muslimerne for alvor tager et opgør med de voldelige sider af deres egen religion og vil acceptere historisk kritik. Og at Vesten besinder sig på, at fornuften har brug for troen, dvs. erkender den såkaldte sekularismes begrænsninger.

Af Kirsten Sarauw, Kronik i Kristeligt Dagblad, 2. Juli 2009.

I et indlæg her i avisen den 29. maj gør forfatteren Leif Hjernøe sig til varm talsmand for, at de irakiske asylsøgere skal få lov at forblive i Danmark. Hans argumentation munder ud i en appel til "at tænke nok så meget på den ånd, hvori vores love er udformet, som på ordlyden".

Som kristeligt belæg for et sådant nyt "åndeligt" fortolkningsprincip i vores retsvæsen anfører Leif Hjernøe et bibelcitat (2. Kor.3, 4-6), som munder ud i de berømte ord: "for bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende". Citatet udlægger Leif Hjernøe selv på følgende måde: "Ja, sådan bør det være mennesker imellem: Love er til for at kunne brydes når som helst, hvor de viser sig ikke at være til for menneskers skyld!"

En sådan fortolkning og brug af Paulus dækker måske i virkeligheden meget godt tankegangen hos de mange kristne støtter af pressionsgrupperne, som i disse måneder blandt andet via ulovlig kirkebesættelse arbejder for at få omstødt de lovlige myndigheders afgørelse af asylsøgernes sager.

Af Katrine Winkel Holm, Kronik i Jyllands Posten, 7. okt. 2009.

Mens Københavns biskop holder vennemøder med stormuftier og stenings-imamer, sætter kristne hver dag livet på spil ved at blive døbt i den treenige Guds navn. Hvorfor virker de kristne kirker så ligeglade med kristenforfølgelser? spørger Katrine Winkel Holm.

For kristne, der konverterer fra islam, er dåben den afgørende prøve for deres tro. Her udtrykker de offentligt deres nye loyalitet over for Jesus og deres ønske om at følge ham selv ind i døden. Efter dåben er der ingen vej tilbage, dåben er det afgørende brud og derfor også ofte det øjeblik, der indleder forfølgelsen af konvertitten.

Denne højtidelige formulering er ikke min egen; ordene er Patrick Sookdheos, der er leder af den såkaldte Barnabas Fund, der hjælper forfulgte kristne over alt i verden.

Lørdag den 26. september besøgte Sookdheo København i anledning af en konference om vantro i islamiskdominerede samfund, arrangeret af Islamkritisk Netværk i Folkekirken og Trykkefrihedsselskabet. Vi ville gerne høre Sookdheo fortælle om kristnes trosfrihed og ytringsfrihed i islamisk dominerede områder.

Af Katrine Winkel Holm. Kronik fra Berlingske Tidende 27. maj 2007. 

Da muslimske organisationer i Frankrig forsøgte at få avisen Charlie Hebdo dømt for blasfemi og racisme, førte anklagerne kun ét vidne mod avisen: Den katolske præst Michel Lelong. Tankevækkende at en katolsk præst aktivt støttede ortodokse muslimers forsøg på at begrænse ytringsfriheden. Pinligt for den katolske kirke. Men helt det samme ville formodentlig kunne udspille sig herhjemme.

Af Katrine Winkel Holm og Thomas Reinholdt Rasmussen. Kronik bragt i Kristeligt Dagblad d. 4. 9. 2006 i forkortet form, her bragt i uforkortet form.

”Det lyder som et vældig godt og tiltrængt initiativ, men jeg tror ikke, jeg vil være med. Man kan jo blive beskyldt for så meget”.
Sådan omtrent svarede en præst, da vi en dag i foråret spurgte, om han ville være med i Islamkritisk Netværk i Folkekirken, som vi var ved at danne.

Her godt fem måneder senere må vi give den frygtsomme sognepræst ret. Man kan ganske rigtigt blive beskyldt for så meget, når man offentligt markerer islamkritik. Det er en af de konklusioner, vi må drage på de overvældende reaktioner på stiftelsen af Islamkritisk Netværk i Folkekirken.

I helt overvejende grad har reaktionerne været positive. Men de negative har været der og været højlydte. Vi vil gerne prøve at svare på nogle af dem. Men først en lille buket af de mere kulørte beskyldninger, som netværksstiftelsen førte med sig:

Af Katrine Winkel Holm og Thomas Reinholdt Rasmussen. Kronik i Kristeligt Dagblad d. 15. 5. 2006.

Respekt for islam og dialog med islam. Gang på gang er det meldingen, når landets forskellige biskopper omtaler det næststørste trossamfund i Danmark. Man taler ikke sjældent om muslimer som en slags religiøse kolleger, som man har mere til fælles med end den kirkefremmede, sekulariserede frikadelle-dansker. Som ”religiøs” deler man nemlig noget så forfinet som ”religiøse følelser” med muslimen. Det var ud fra den tankegang, at domprovsten i København løb linen helt ud og opfordrede kirkerne i København til at samle ind til byggeri af en stormoske.

I samme ånd lød det fra kort tid siden fra århusbispen Kjeld Holm, at vi skal fokusere på det, vi er fælles om. Det vil altså sige, at biskop Holm opfordrer til ikke at fokusere på Kristus. For det er lige præcis Jesus Kristus, der skiller den kristne og muslimen.
En kristen kirke, der ikke vil fokusere på Kristus, er i fuld gang med at forråde Kristus.
En kristen kirke, der agiterer for indsamling til etablering af et trossamfund, der højt og tydeligt forkynder foragt for Jesus som Kristus, er en kirke i forfald.