Af Jesper Bacher.

Prædiken til 2. søndag efter Påske. Søndag den 6. april 2008.

Tekst: Johannes 10,22-30

"Hvor længe vil du holde os hen?" sådan spørger jøderne i dagens evangelium. Hvorfor melder Jesus ikke klart ud, toner rent flag og siger, hvem han er?

I første omgang forstår man deres irritation. Uld i mund er meget trættende, og klar tale kan være så befriende. Falsk eller fordækt identitet kan nok være nødvendig i visse sammenhænge, men taler man falsk eller uklart om sig selv, så gør man sig skyldig i et grundlæggende bedrag.

Det er også en kendt taktik for visse foretagender ikke ligeud at sige, hvem de er, men præsentere sig anderledes eller kun fortælle den halve sandhed.

Sandheden ligeud og uden omsvøb kan selvfølgelig være temmelig problematisk og slå skår i megen pæn og fredsommelig tale. Det gælder for eksempel i forholdet mellem religionerne. Det er så fint og tolerant at tale om den spændende mangfoldighed af religioner og f.eks. skildre den som en farverig regnbue, og ve den formørkede sjæl, som ønsker sig en ensfarvet regnbue.

Af Jesper Bacher.

Matthæus 10,32-42

”Religion er skyld i al ufred”, sagde manden ved selskabet. Det, eller noget lignende, har jeg - sikkert også I - hørt mere end én gang.

Det er ikke ligefrem det mest præcise udsagn, religion er jo så mange ting. Det er heller ikke det mest vidende udsagn. Kommunisme og nazisme er f.eks. udtalt gudsfornægtende og disse ideologier og deres tilhængere er dog blandt historiens helt store bagmænd, når det kommer til krig og folkemord. Man kan selvfølgelig sige, at der er tale om religionserstatninger, og det viser så med al ønskelig og smertelig tydelighed faren ved erstatningsprodukter.

Men det kan og skal heller ikke nægtes, at religion er motivet bag de skændigste forbrydelser. Da terroristerne i de kaprede flyvemaskiner torpederede tvillingetårnene i New York i 2001, gjorde de det i Guds navn, som på arabisk kaldes Allah. Da den hollandske filminstruktør Theo van Gogh blev myrdet på åben gade i Amsterdam i 2004 fæstnede morderen med kniv et brev i ofrets bryst, som bl.a. indeholdt Koran-citater til lejligheden.

Af Jesper Bacher.

Pinsedag 2007 - Tekst: Joh. 14, 22-31.

Hvor der er liv, er der ånd.
Ånd er det, som giver liv og holder i live. Jeg er i live, når jeg ånder, og får jeg et ildebefindende, kan kunstigt åndedræt være nødvendigt. Ånd er forskellen mellem liv og død, opgiver jeg ånden, dør jeg. Uden ånd intet liv.
Det gælder også for det indre liv, den sjælelige tilstand, at den bestemmes af ånd.

Af sognepræst Lars Rasmussen Brinth. Trinitatissøndag, 6. juni 2004, Hansted 9:00 & Ræhr 10:30. 2. txt.rk.: Es.49.1-6/Ef.1.3-14/Matt.28.16-20.

Salmer:
744: Morgenrøden sig udstrækker; 355: Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre; 356: Almagts Gud, velsignet vær; 362: Gør dig nu rede, kristenhed; 364: Al magt på jorden og i himlen.

Det er blevet nemmere at tale om kristendom, end det var for 30 år siden, da jeg begyndte med teologi. Hvis man dengang talte om, at de fjerne folk skulle høre, og de fjerne øer lytte til, fordi Gud, den kristne eller jødiske Gud, havde noget på hjerte, - så blev man mødt med en storm af forargelse. For Europa havde i århundreder, nærmere bestemt da i det mindste de sidste 250 år, vænnet sig til at tro, ja, gjort det til en trosbekendelse, at hver bliver salig i sin tro, og at alle religioner inderst inde blot er forskellige udtryk for den ene samme religiøse erkendelse. For det første. Og for det andet, for 30 år siden, så havde Europa, og vesten i almindelighed, så mange moralske skrupler over sin historie: missionshistorien, verdenshistorien, den imperialistiske historie, at enhver tale om, at vi eller vores Gud skulle have noget som helst at tilbyde den øvrige verden, måtte være mere end afdæmpet. For det andet. Og, for det tredje, så havde man, også siden Rousseau i 1700-tallet, vænnet sig til at mene, at civilisation og kultur og i hvert fald da vestlig, europæisk kultur, var noget som gjorde mennesker ringere end de var i deres naturtilstand. At, med andre ord, hvis man nåede tilstrækkelig langt væk fra Europa, til uberørte folkeslag, - at hvis man nåede tilstrækkeligt langt væk, så nåede man også så meget nærmere paradis og menneskers naturlige, oprindelige tilstand. For det tredje.

Af Lars Rasmussen Brinth. 5.s.e.Trin., 16/7,2006: Ræhr 10:30; Klitmøller 19:30; 2.txtrk: Jer.1.4-9/1.Pet.2.4-10/Matt.16.13-26.

Salmer:
3 Lovsynger Herren, min mund og mit indre
390 Gud, lad dit ord i nåde lykkes
323 Kirken den er et gammelt hus
580 Jesus, dødens overvinder
31 Til himlene rækker din miskundhed, Gud

Det har været en varm sommer, indtil videre, og det bliver det vist ved med at være en tid endnu. Varm, både som vi mærker det i dag, - men også i aviserne og den offentlige debat.

Hvis man for 20 år siden havde fortalt os, at religion og kristendom ville blive så varmt et emne som det har været det sidste halve år, så ville næppe nogen have troet det. Og det er ikke nødvendigvis noget man er glad for. Man kunne gerne have været det foruden. Både på grund af det som har givet anledning til det, og på grund af det som kommer frem i den anledning. Jeg skal ikke analysere situationen, andet end sige, at det er sært at se hvem der placerer sig hvor i diskussionen, sært at se animositeten dér hvor man skulle synes der ikke var så meget at være uenige om. Altså: mennesker i den offentlige debat man troede man kendte, står pludseligt et helt andet sted end man ville formode, - og besindige mennesker med normalt besindige synspunkter, tager nu alt skytset i brug i nogle angreb, som synes sært dårligt motiverede.

Af Frits Erik Jensen.

3. S.e.P. - 13.04.2008. - Sl. 724 (7) 56/ 342, 484.

I dag bliver det gjort helt klart for os, at der kun er én frelsesvej og kun ét navn, vi kan blive frelst ved: Vejen er Jesus selv. - Navnet er Jesus. - Ikke som en profet blandt andre - som han opfattes i Islam. Nej, Jesus som Kristus, Guds Søn. Som den korsfæstede og opstandne Herre og Frelser. Jesu guddommelighed understreges stærkt. "Jeg er i Faderen, og Faderen er i mig" - siger Jesus. - Der kan ikke være tale om en kristen Gudstro uden at tale om Jesus som Kristus, Guds Søn, ét med Faderen.-

I et brev, nylig offentliggjort, fra Danske Kirkers Råd, går man desværre langt i retning af at nedtone Jesu guddommelighed og Treenigheden, Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd - alt sammen i et forsøg på at imødekomme et brev, som nogle muslimske ledere og lærde udsendte i efteråret.- Det lyder så fint med dialog.- Imellem religionerne.- Men vi må fastholde, at en samtale må finde sted uden fortielser, uden at give køb på selve frelsesvejen og det navn, som vi alene kan blive frelst ved.- Jesus er ikke bare en profet blandt andre.- Og vi kender ikke Faderen, uden om Jesus.-

Af Sognepræst Frits Erik Jensen. Påskeprædiken 8. april 2007. Harring 9.00. Stagstrup 10.30. Tekst: Mark. 16,1-8 (A).

Salmer: 408, 446, 236, 439, 233, 49, 280.

Sidste søndag, Palmesøndag, om eftermiddagen - satte jeg en buket med en halv snes Påske-liljer fra Præstegårdshaven på Fars grav i Himmerland. -

Mange af jer har gjort noget lignende her til Påske.- Men jeg regnede jo ikke med at kunne få fri her i Påske. - Ser I: De påskeliljer, hver enkelt af de påskeblomster forkynder sandheden:

"Frelseren stod op af graven". - Som vi skal synge om lidt.- Når jeg satte de Påskeliljer, var det meget bevidst - man kunne kalde det en protesthandling. - Samme dag havde JP en leder, hvor man fulgte op på den debat, der har kørt i Kristeligt Dagblad, og altså også i Jyllands-Posten (JP) om opstandelsen: Jesu opstandelse: Fandt den virkelig sted - eller er det bare et poetisk billede. - Alt sammen foranlediget af, at en teologisk professor har udtalt, at han ikke tror på opstandelsen som noget virkeligt, som noget, der bogstaveligt talt er sket. -

Af sognepræst  Mads Mønsted. 3. søn. i adv. Første tekstrække: Matt. 11, 2 - 10.

For nogle uger siden hørte jeg i TV-avisen, at den engelske efterretningstjeneste holder øje med et par hundrede islamistiske grupper i landet. Disse grupper betragtes af den britiske efterretningstjenestes chef som overordentligt farlige, da de menes at planlægge terrorangreb.

Da jeg hørte det, spurgte jeg mig selv, hvad det mon er, der egentlig motiverer islamisterne. Hvad får dem til at flyve ind i World Trade Center? Hvad motiverer dem til angrebene i Madrid og London?

En udbredt opfattelse er, at det er fordi, de er økonomisk dårligt stillede og ikke bliver godt nok modtaget i de vestlige samfund. Men forbedrer man blot de økonomiske og sociale forhold, så forsvinder også motiverne til terrorhandlingerne. Det er der mange intellektuelle, præster og politikere, der mener. Spørgsmålet er om denne økonomisk-sociale forklaring på islamisternes handlinger holder stik. Mange af islamisterne i Vesten viser sig i hvert fald at være velintegrerede borgere fra middelstanden og Bin Laden er mangemillionær.

Det mest naturlige, hvis man vil forstå islamisternes motiver, er vel i virkeligheden også at gå til islam selv og se på, hvad den forkynder. Lad os derfor se lidt på Muhammed og islams historie, som ikke er uden relevans for dagens evangelietekst.

Muhammed var påvirket af både jødedom og kristendom. Men om jøderne og de kristne sagde Muhammed, at de havde forfalsket Den hellige Skrift. Han afviste også tanken om Jesu guddommelighed og dogmet om treenigheden. Ligeledes forkastede han den kristne opfattelse af Jesu død. Det var ikke Jesus, der blev korsfæstet, kun hans skyggebillede. Derfor er Jesus heller ikke opstanden fra de døde. Muhammed afviste således hele det kristne evangelium.